BYRÅD: GOD, MEN MIDLERTIDIG LØSNING MED PAVILLONER TIL BØRNEHAVEBØRN

Sundby Børnehus udvidede i 2018 med en fjerde stue, så der blev plads til 20 børn mere. Men det er snart ikke nok. Foto: Claus Hansen

Partier i byråd ønsker revurdering af pavilloner til børnehavebørn om tre år. Men lige nu er det en fornuftig løsning, mener de.

Offentliggjort Sidst opdateret

SUNDBY: Allerede i løbet af det kommende efterår vil der mangle institutionspladser i Sundby til de yngste børn fra de mange familier, der i de seneste år er flyttet til området.

Den optimale løsning i en verden uden krig og stigende priser på byggematerialer ville være at bygge et nyt og større børnehus. Men situationen lige nu kalder mere på rettighed omhu, mener formand for børn og skoleudvalget, Jesper Blomberg (DF).

Derfor har udvalget foreslået at leje pavilloner for en treårig periode ved Sundby Børnehus. En midlertidig løsning, der kan udvide kapaciteten med 45 pladser.

Når vi kigger frem, og den snart gamle Sundskole skal fjernes, og der forhåbentlig skal anlægges parcelhuse på grunden, kunne man se på, om noget af den nyere del af skolen kan genbruges til en ny børnehave.

Jesper Blomberg (DF), formand for børn og skole-udvalget, Guldborgsund Kommune

Og det bør netop være en midlertidig løsning, understreger Guldborgsundlistens John Brædder, der har erfaring med, at sådanne midlertidige pavilloner ofte ses på skoler i mange år efter.

- Derfor bør vi lægge det ind i budgetterne, hvor vi ønsker det nye børnehus. Det har både været på tale at etablere børnehus i de sundeste afdelinger på den nuværende Sundskole eller at bygge til i forlængelse af den nye Sundskole, forklarede han.

En løsning med en udløbsdato

Men de fleste politikere var nu enige om, at behovet udsprang af en positiv udvikling i området.

- Det er positivt, at børnefamilier ønsker at bo i Sundby og tæt ved skolen, lød det blandt andre fra Socialdemokratiets Henning Tønning.

- Når der ikke er kapacitet i Sundby Børnehus, må man se efter andre kapaciteter. Løsningen her er en rigtig god idé, og så kan vi efter tre år vurdere situationen og se, om befolkningstilvæksten stiger eller er som nu.

Ditte Rust, Venstre, betegner det som et luksusproblem, at så mange ønsker at bosætte sig i Sundby og som et resultat af et lovende skolebyggeri.

- Det her er en løsning, der bør have en udløbsdato. Men i en omskiftelig tid, som vi lever i nu, giver det mening at leje pavillonerne. Løsningen er god, nødvendig og hensigtsmæssig i de omstændigheder, vi er i nu. Men det bør tages op igen om tre år.

Og det er formand Jesper Blomberg enig i.

- Når vi kigger frem, og den snart gamle Sundskole skal fjernes, og der forhåbentlig skal anlægges parcelhuse på grunden, kunne man se på, om noget af den nyere del af skolen kan genbruges til en ny børnehave. Her kunne vi også udvise rettidig omhu og bruge af den eksisterende bygningsmasse frem for at bruge mange penge.