Café-åbning blev udsat af ny regel

Cafeen på Stubbekøbing Havn genåbner i dag. Det skulle være sket for en uge siden, men en ny regel kom i vejen. Foto: Claus Hansen

Nye forpagtere må foreløbig nøjes med midlertidig bevilling.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING: I dag, lørdag 16. april, åbner Café MM og MM i den tidligere Café Fryds lokaler på Havnepladsen i Stubbekøbing.

Åbningen skulle have fundet sted sidste lørdag, 9. april. Men det kunne ikke lade sig gøre på grund af en ny regel for tildeling af spiritusbevillinger.

Den nye regel har spændt ben for, at de nye folk på stedet, Marianne og Mikkel Møsbæk, kunne få en permanent bevilling.

Derfor må de indtil videre nøjes med en midlertidig bevilling for et halvt år.

Oprindelig kiosk og grillbar

I mange år hed den lave bygning i det ene hjørne af pladsen Havnekiosken.

Den var registreret som kiosk og grillbar, og her blev der også solgt spiritus.

- Registreringen stammer fra Stubbekøbing Kommunes tid, og den gik videre til Guldborgsund Kommune, fortæller Marianne Møsbæk.

For nogle år siden blev bygningen købt af Lars Jørgensen, som indrettede stedet til café.

Han drev den selv en overgang, og siden afløste forskellige forpagtere hinanden.

Men de kunne stadig få spiritusbevilling, fordi stedet stadig var registreret som grillbar.

Nej til bevilling

Efter en periode, hvor cafeen var lukket, forpagtede Marianne og Mikkel Møsbæk cafeen fra 1. marts, og de søgte ret hurtigt om at få en permanent spiritusbevilling.

- I den forbindelse ringede jeg til en ansat ved Bevillingskontoret hos politiet i Nakskov. Hun sagde, at jeg ikke kunne få en bevilling, fortæller hun.

22. marts trak Guldborgsund Kommune så sine forskellige tilladelser til den nye café tilbage.

Det skete, fordi stedet efter kommunens opfattelse ikke kunne godkendes til café eller restaurant, før der var gennemført en ny byggesag.

De sagde nej til bevilling.

Marianne Møsbæk, Café MM og MM

Marianne og Mikkel Møsbæk måtte derefter sætte café-projektet på pause.

Måtte ikke ændre på BBR

Lars Jørgensen, der ejer ejendommen, fortæller, at en ny regel kom i vejen.

- Ifølge den nye regel skal ejendommen stå registreret som café eller restaurant for, at man kan få en spiritusbevilling, fortæller han.

Lars Jørgensen mente, at han selv kunne ændre registreringen i BBR-registret. Men det kunne ikke lige lade sig gøre, fik han at vide.

Ifølge Lars Jørgensen fik kommunen ikke selv ændret i BBR.  Og når det ikke skete, kunne Bevillingsnævnet ikke give en bevilling.

Jeg har startet en ny byggesag.

Lars Jørgensen, ejer af cafébygning

Lars Jørgensen fortæller, at han tilbød at få lavet nye tegninger og straks aflevere dem til kommunen. Men heller ikke det kunne han få lov til.

- Så nu har jeg valgt at starte en ny byggesag. Den vil tage tre-fire måneder, og derfor har Mikkel og Marianne fået en midlertidig bevilling for et halvt år, siger han.

Det var onsdag ikke muligt at få en kommentar fra teknisk forvaltning i Guldborgsund Kommune.


Bevillingspolitiet

I alle politikredse i landet er der et bevillings- og tilladelseskontor, som behandler ansøgninger om for eksempel alkoholbevillinger, arrangementer og lejlighedstilladelser til at udskænke spiritus.

I Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds ligger kontoret på politistationen i Nakskov.