Café-ejer efter det første år: - Vi er blevet taget med storm

For et år siden åbnede Helle Danielsen for første gang dørene til Café Viva på Klostertorvet. Af kunderne er hun blevet omfavnet med kærlighed, og en stor del er allerede stamkunder. Men hun hviler ikke på surdejsbollerne og arbejder allerede med et nyt - og meget efterspurgt - projekt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Da hun lejede sig ind i lokalerne skråt over for Klosterkirken i Nykøbing, havde Helle Danielsen en idé om, at hun skulle drive en lille kaffebar alene. Måske med lidt salg af vitaminer og helsekostprodukter ved siden af.

Men der gik ikke lang tid, før hun serverede sandwich og smoothies for fuldt optagede pladser og - for at passe på sine kræfter - prioriterede at ansætte personale på deltid.

- Vi er blevet taget med storm og har rigtig meget at se til. Jeg er kommet over i caféverdenen, fordi folk godt kan lide det, jeg laver.

Helle Danielsen har nu haft Café Viva på Klostertorvet i Nykøbing i et år. Hvert et skridt, hun har taget, er nyt, og nu udkommer hun snart med en kagebog. Foto: Maria Glasius Lange

Helle Danielsen har med andre ord ramt et koncept, som folk har manglet, og hun oplever en meget stor kærlighed fra kunderne til sin café.

Det er rigtig, rigtig vildt at opleve, hvordan folk gerne vil det her sted.

Helle Danielsen, indehaver af Café Viva

For eksempel i forbindelse med hendes bolle med ost, som kunderne har omfavnet med stor iver. Desværre er osten, Gammel Knas fra Arla Unika, i restordre på grund af en voldsomt stigende efterspørgsel og en produktion, der ikke kunne følge med.

Ros på post it-sedler

Det betyder, at Arla har destrueret 10 tons ost, fordi man har forsøgt at fremskynde en produktion af den populære ost, forklarer Helle Danielsen.

- Så flere kunder har været forbi med en ost, som de har smagt og købt med fra en ferie, og som måske kunne være noget for os, siger hun og er helt rørt.

- Det er rigtig, rigtig vildt at opleve, hvordan folk gerne vil det her sted.

Flere kunder har spurgt, om hun ikke vil rykke til et sted med mere plads. Men nej, hun bliver boende. Bevares, hun kunne da godt drømme om mere plads. Men hun elsker stedet, og det gør kunderne også.

Hun går ud i køkkenet og vender hurtigt tilbage med to lyserøde post it's, hvor hun har skrevet et par af kundernes rosende ord. Ord, som hun og personalet samler på.

"Hyggelig", "en speciel ro", "pariserstemning", "dejlig og rolig betjening" og "tid til den enkelte kunde" står der blandt andet.

Kogebog på vej

Amra Senicak har arbejdet på cafeen i 30 timer ugentligt siden august, og også hun oplever en "fantastisk" opbakning fra kunderne.

- Når de har bestilt og er færdige, kommer de tilbage og roser os og maden. Og de kommer igen og igen. Der bliver flere veganere, og det kan være svært for dem at finde noget på en restaurant, som de kan spise. Men så kan de finde noget her i stedet.

Amra Senicak har været en del af Café Viva siden august. Foto: Maria Glasius Lange

Og hendes kager er blevet meget populære. Faktisk har flere kunder opfordret hende til at udgive opskrifterne i en bog.

- Og sådan en arbejder jeg faktisk på nu. Vi har haft en fotograf forbi, så den er på vej, siger hun uden at komme med en præcis udgivelsesdato.

Sådan nogle skal man passe på med at smide om sig med.

Et andet projekt for den nærmeste fremtid er cafeens helt egen kaffeblanding. En Viva's Blend.

- Der er et meget stort fokus hos kunderne på at få en god kop kaffe. Og det er dejligt, for det er virkelig noget, jeg har haft fokus på lige fra begyndelsen.

Den rette stemning

Hvert eneste skridt, som Helle Danielsen har taget det seneste år, har været nyt.

Hun har aldrig drevet café før, eller lavet vagtplaner ud fra en vurdering af, hvornår travlheden sætter ind. Derfor bliver hun glad, når en gruppe unge gutter eller gymnasieveninder finder derhen.

- I sommer havde vi besøg af turister fra både Australien og Californien, og dem fra Californien spurgte faktisk, om jeg ikke ville åbne en afdeling derovre. Det gør mig glad, for så har jeg fanget den rette stemning.