Calle fra Falster passer på dronningen

KØBENHAVN: 21-årige Calle Hollufs beslutning om at gå i militæret var overraskende nem.

Nykøbing-drengen stod selv og var i tvivl om, hvad det helt præcist var, livet - og årene efter gymnasiet - skulle bruges til. Og pludseligt stod svaret lysende klart.

- Jeg har haft en del kammerater - og nu også min roomie - som har været i livgarden. og jeg vidste ikke selv, hvilke veje, jeg skulle gå, så jeg valgte Livgarden. Det var spændende, fedt og anderledes, siger han om beslutningen.

Livets læring i tjenesten

For Calle Holluf har tjenesten i Livgarden været mere end bare en uddannelse. Det har også været en rejse i personlig udvikling.

-Det har givet mig meget. Jeg er blevet mere voksen, der er kommet mere selvdisciplin i min hverdag. Det er sådan noget som at rede sengen, tage op og træne, og nu er det noget, hvor jeg siger, “det skal jeg jo“, og så gør jeg det, siger han.

Men rejsen har ikke været uden dens udfordringer.

-De første fire måneder var vi i Høvelte som rekrutter. Der var hverdagen anderledes, meget hårdere. Rekrut-chok er noget, mange får, og man skal vænne sig til det. Op klokken 04:30 og så halvanden times rengøring inden stueeftersyn - som skal gøres om, hvis der bare er det mindste, siger han.

Udsyn mod fremtiden

For den unge falstring stopper tjenesten ikke ved Livgarden. Han har allerede kastet sit blik mod fremtiden.

-Efter de første to måneder søgte jeg videre i forsvaret, fordi jeg synes, det var så fedt. Men den grønne tjeneste, hvor man er ude, det kunne jeg lide. Og det er den vej, jeg vil efterfølge nu.

Han har nu søgt ind på HRU Hærens Reaktions Uddannelse og venter spændt på svar.

-Det er en uddannelse på otte måneder hvorefter du bliver konstabel og så kan du blive udsendt. Letland, Ukraine og rundt i verden. For mig selv helt personligt synes jeg, det tjener et højere formål, siger han om sin tjeneste.

Et råd til de usikre

Calle Holluf har en klar besked til dem, der overvejer at søge ind i Forsvaret.

- Jeg ville sige, at hvis man går med mavefornemmelsen med, hvorvidt man skal gøre det eller ej, så skal man gøre det. Man bliver et bedre, struktureret menneske, og så er der det sociale fællesskab, når man går igennem det hårde sammen, skaber man et bånd, der er svært at forklare.