Campusleder om fald på 61 procent: - Vi er ikke så bekymrede
13 personer har foreløbigt søgt ind på sygeplejerskeuddannelsen i Nykøbing via kvote 2. Men Kvote 1-ansøgerne mangler, og de søger ofte først lige frem mod deadline i juli, oplyser campusansvarlig. Arkivfoto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Selvom antallet af ansøgere til kvote 2 på sygeplejerskeuddannelsen er faldet markant siden sidste år, tager campuslederen i Nykøbing situationen med en ophøjet ro.
Da det lørdag stod klart, at antallet af kvote 2-ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen i Nykøbing er faldet med 61 procent, fik det en af ansøgerne til at undre sig.
- Bliver holdet så overhovedet oprettet, spurgte Julie Marbjerg Hansen.
Og ja, det gør det, forsikrer campusansvarlig på Absalon i Nykøbing, Ann-Britt Lærkedal Larsen.
Absalons mission i verden er nemlig at udbyde professionsuddannelser - også i provinsen, velvidende at det ikke nødvendigvis er her, man ligefrem tjener pengene hjem.
Fakta
Lørdag klokken 12 var sidste frist for at søge om en plads på kvote 2 på blandt andet Professionshøjskolen Absalons uddannelser.
I Nykøbing kan man her uddanne sig til socialrådgiver, pædagog og sygeplejerske. Alle tre fag fik færre ansøgere sammenlignet med sidste år.
I Nykøbing har 5 procent færre søgt pædagoguddannelsen som førsteprioritet, imens det for socialrådgiveruddannelsen er et fald på 11 procent og sygeplejerske er et fald på 61 procent.
Der mangler dog stadig de personer, som søger uddannelserne på kvote 1. Det er typisk de unge, der er på vej til at færdiggøre en ungdomsuddannelse og ved, at de kan opfylde karakterkravet.
Her er ansøgningsfristen 15. juli.
Læs også: Kun 13 har valgt sygepleje i Nykøbing: Julie trodser trenden og flytter for drømmeuddannelsen
- Nu skal vi også se tallene i den sammenhæng, at det kun er kvote 2 for nu. Det er vores erfaring, at fordi ansøgerne føler sig sikre på at få en plads, så venter de, der har muligheden, for at søge indtil fristen på kvote 1. Den ligger i juli. Og det har en betydning for ansøgertallet. Det flytter sig i løbet af året. Også selvom at vi egentlig anbefaler dem at søge både kvote 2 og 1, fordi de så har dobbeltgarderet sig.
Holdet oprettes uanset hvad
For et par år siden valgte Absalon at samle optagelsen og holdstarten på sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelsen, fordi holdene havde en tendens til at blive meget små.
Men hvert år forpligter man sig til at oprette et hold til alle uddannelserne.
- Og selvom der er sket et fald, så er jeg ikke bekymret for, om vi har nok studerende til at oprette holdet. Vi tager det med en ophøjet ro.
Læs også: Flere unge fravælger velfærdsuddannelser - og nu ved man hvorfor
I Dansk Sygeplejeråds Sjællandskreds er formand Michelle Gulbæk Servé ærgerlig over det umiddelbare fald i ansøgertallet i Nykøbing. Hun har svært ved at se, hvad der skulle være sket i løbet af året, som har forårsaget faldet.
- Vi har virkelig brug for sygeplejersker, så potentielt kan det få store samfundsmæssige konsekvenser, at færre søger uddannelsen.
Investeringer i praktikken
Siden 2016 er andelen af ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen faldet med 5 procent. Og af og til er den offentlige samtale faldet på de mange negative historier, der har floreret om sygeplejerskers arbejdsforhold.
Historier, som Dansk Sygeplejeråd af og til bringer op.
Læs også: Færre vil være sygeplejerske: - Det er alarmerende
Hvordan ser du jeres ansvar for ikke at tale faget ned?
- Vi har som fagforening selvfølgelig også et ansvar for ikke at tale faget ned, men vi har også et ansvar for at sikre nogle ordentlige løn- og arbejdsforhold for sygeplejerskerne, så det nytter heller ikke noget, at vi bare lukker øjnene. For det er vores opgave at pege på udfordringerne. Om det er med til at holde de unge fra uddannelserne, ved jeg ikke. Men selvfølgelig skal vi tale vores fag op. Vi skal bare heller ikke tale de udfordringer ned, som eksisterer.
Michelle Gulbæk Servé ser frem til den reform af erhvervsuddannelserne - herunder også professionsuddannelserne, som ventes at lande i løbet af de kommende uger.
Især håber hun, at politikerne med reformen vil investere i sygeplejerskeuddannelsen.
- Som vi ser det, skal der især investeres i praktikken, for hvis de studerende falder fra, er det typisk i den første praktik.