Carsten skruer op for kampen: - Jeg vil i Go' aften Live med det her

Det sidste stykke af Carsten Petersens grund ender med masser af siv og udsigt mod Sakskøbing Kirke. Det er dette stykke af bidragsyderens grund, som ind imellem bliver oversvømmet, uden at det har nogen synderlig betydning for grundejeren, der fortsætter sin kamp mod, at der skal være udvalgte bidragsydere blandt byens borgere til at betale for et sluseprojekt, som Carsten Petersen mener kommer hele byen til gode. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

På trods af mange aktuelle politiske intentioner om yderligere kommunal slusehjælp til Sakskøbings borgere er det ikke umiddelbar glæde over den melding, som fylder mest hos grundejer Carsten Petersen. Han undrer sig stadig over at være valgt ud som bidragsyder, og hans undren blev også bragt frem på det seneste byrådsmøde.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg vil gerne i Go' aften Live med det her. Det skal der ikke være nogen tvivl om.

Sådan lyder det fra Carsten Petersen på Orebyvej, der er en af de udvalgte grundejere i nærheden af Sakskøbing Fjord, som er udset til at skulle betale for den indtil videre 41 millioner kroner dyre sluse.

Carsten Petersen har før stillet sig frem i TV2Øst og Folketidende med sin undren over at være udvalgt som en af få bidragsydere til slusen.

Læs også: Sluselag arbejder på en mere spiselig millionregning

Årsagen er den ganske enkle, at hans grund ned til Sakskøbing Fjord er stærkt skrånende med 50 meter siv for enden og familiens bolig placeret allerøverst på grunden langt over kote 2,2 meter over daglig vande. Carsten Petersen fortsætter med egne ord gerne med sit budskab og sin undren til en landsdækkende tv-kanal.

Grundejeren er udvalgt til - for nuværende - at skulle betale omkring 3.300 kroner årligt i 25 år til Sakskøbings nye sluse. Det er han bestemt ikke tilfreds med. Glæden over eventuelle ekstra kommunale bevillinger til sluseprojektet kan også ligge på et meget lille sted.

Om sluseprojektet

  • Det var baggrund i stormen Bodil i december 2013, at Sakskøbing Handelsstandsforening og turistforeningen på et møde 9. april 2014 med Fællesrådet for Sakskøbing og omegn opfordrede til, at fællesrådet tog emnet med bekæmpelse af højvande op.
  • Fællesrådet fulgte opfordringen i sommeren 2014, og det første møde med kommunen fandt sted 18. juni hos M. Skotte på Nykøbingvej. Ingeniør Kjeld Wagner kom på mødet med et forslag til en sluseløsning i Sakskøbing Fjord ved Maltrup Vænge.
  • Der blev herefter nedsat en arbejdsgruppe, og med hjælp fra ingeniør Svend Erik Sørensen, Maribo, fik gruppen udarbejdet et skitseprojekt i løbet af efteråret 2014.
  • I årene 2015 til 2020 har Guldborgsund Kommune behandlet sagen efter kystbeskyttelsesloven samt fået udarbejdet et skitseprojekt af rådgivningsfirmaet Rambøll og i sidste ende også en bidragsfordeling i forhold til at finde finansiering til projektet.
  • For et år siden var der stiftende generalforsamling i Sakskøbing Kystbeskyttelsesanlæg, der endte som bygherre på sluseprojektet, hvor det samtidig blev præsenteret, at anlægssummen steg fra 20,5 til 32 millioner kroner.
  • Det markant dyrere sluseprojekt blev dengang forklaret med, at det især var på grund af prisstigninger på entreprenørarbejder (især materialer), og desuden var lånerenten for byggekreditten steget, hvilket har betydning for bidrag.
  • Efter en opfølgende udbudsrunde på sluseprojektet endte den samlede sluseregning med at være cirka 41 millioner kroner.

Har fået svar

For nylig stod Carsten Petersen frem i Folketidende for at fortælle om, hvordan en lille gruppe borgere på Orebyvej er gået i tænkeboks i forhold til, hvordan de skal forholde sig til den foreløbige sluseregning, de er blevet præsenteret for via deres e-Boks.

Carsten Petersen fortalte også om, at gruppen af borgere havde sat sig for at søge aktindsigt hos Guldborgsund Kommune for at kunne se fordelingen af ja-, nej- og ikke afgivne stemmer i forhold til "at tvinge slusebyggeriet igennem", som gruppen formulerer det.

Læs også: - De kommer til at betale

Henvendelsen er der nu kommet svar på. Det har givet Carsten Petersen mere blod på tanden i forhold til at arbejde for en omgørelse af beslutningen om at udlægge sluseregningen til nogle udvalgte borgere placeret inden for kote 2,2 meter over daglig vande.

Flest nej-stemmer

- Jeg har fået tilsendt høringssvarene fra kommunen om dengang, vi for mange år siden som grundejere blev spurgt ind til, hvorvidt vi syntes om sluseidéen eller ej. Her kan jeg se, at der har været 123 grundejere, som blev adspurgt, om de ville bidrage økonomisk til kystbeskyttelsen i Sakskøbing Fjord. Der var præcis en tredjedel, som svarede tilbage. Heraf ville 12,2 procent af de adspurgte grundejere godt være med til at bidrage økonomisk, mens de 16,3 procent af de adspurgte grundejere ikke ville være med til at bidrage økonomisk til kystbeskyttelsen. Hvordan det kan blive til et samlet ja til at gå videre med projektet, har jeg tænkt mig at dykke mere ned i, siger Carsten Petersen.

Folketidende er bekendt med aktindsigten i de omtalte høringssvar.

Fire meter over fjorden

Carsten Petersen svarede dengang selv nej til at bidrage økonomisk til kystbeskyttelsen med begrundelsen, at familien på Orebyvej 49 bor på en bakketop, hvor niveauforskellen mellem havoverfladen og familiens bolig ligger på cirka fire meter og derfor aldrig har givet anledning til oplevelser med gener fra vandet i fjorden.

Carsten Petersens undren over at være udvalgt som slusebidragsyder er ikke gået ubemærket hen hos flere lokalpolitikere. Blandt andet lød det undervejs i Guldborgsund Kommunes byrådsmøde i torsdags fra Danmarksdemokraternes Bob Richard Nielsen:

- Jeg læste i Folketidende en historie om en mand, der bor ude på Orebyvej, som er blevet pålagt at betale det fulde bidrag. Han har fået undersøgt sagen, og det viser sig, at hvis det er, vandet når op til hans hussokkel, så vil Sakskøbing Kirke stå under tre meter vand. Jeg kan godt forstå, han er tøvende med, hvorfor det er ham, der er valgt ud til at skulle betale, lød det fra lokalpolitikeren.

Bob Richard Nielsen gav også udtryk for, at han godt kunne forstå, der er en del borgere ovre i Sakskøbing, som undrer sig over, hvem det er. der skal betale, og "hvorfor er det, de skal betale for den her etablering", som det blev formuleret i byrådssalen.