Carsten vil ikke bare betale for slusen
Carsten Petersen står her i bunden af den bakke på hans skrånende grund ned mod Sakskøbing Fjord, hvor selv de allerhøjeste vandstande gennem årene aldrig har været i nærheden af huset i baggrunden. Kun i bunden af matriklen ud mod fjorden har der været oversvømmelse, som med Carsten Petersens egne ord overhovedet ikke berører ham og hans familie, der altid har været helt uden vandgener længere oppe på deres grund, hvor huset ligger. Foto: Kim Møller Pedersen
Kim Møller Pedersen, FT
Udvalgte grundejere rundt omkring og i nærheden af Sakskøbing Fjord er udset til at skulle betale for den indtil videre 41 millioner kroner dyre sluse. En del af bidragsyderne tænker nu i at nægte at betale for slusen med årlige bidrag de næste 25 år.
En lille gruppe borgere på Orebyvej er gået i tænkeboks i forhold til, hvordan de skal forholde sig til den sluseregning, de er blevet præsenteret for via deres e-Boks. De bor ud til Sakskøbing Fjord og er udvalgt til at skulle være blandt bidragsyderne til den kommende sluse, som efter planen skal stå færdig senere på året.
Vil se fordelingen
- Nu ønsker jeg på vegne af en gruppe borgere at søge aktindsigt for at kunne se fordelingen af ja, nej og ikke afgivne stemmer.
Sådan skriver Carsten Petersen i den anmodning, som han for nylig har sendt til Guldborgsund Kommune. Han er én af bidragsyderne, der ifølge udregninger vil ligge inden for den kote, hvor man vurderes at blive berørt af de vandudfordringer, som den nye sluse gerne skulle forhindre ved situationer med stærkt forhøjet vandstand.
Bliver ikke berørt
- Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor vi er udvalgt til at skulle betale for en sluse sammen med nogle andre udvalgte grundejere, når vi ikke engang bliver berørt af forhøjet vandstand, siger Carsten Petersen.
Læs også: Sluselag arbejder på en mere spiselig millionregning
Grundejeren har således af en landmåler fået at vide, at hvis hans hus helt øverst på den stærkt skrånende grund fra Orebyvej og ned til Sakskøbing Fjord endelig skulle blive oversvømmet en dag, så ville det svare til så høj en vandstand, at også Sakskøbing Kirke på denne meget vejrmæssigt ekstreme dag ville være oversvømmet af vand i tre meters højde op af kirkemurene.
- Vi har aldrig haft vandet oppe i nærheden af vores hus og får det heller ikke. Huset ligger meget højt på vores grund og langt over den kote, som bidragsyderne er udpeget efter. Det er det sidste stykke af vores grund ned mod fjorden, hvor der stort set kun er siv, som udløser vores bidragsydelse på cirka 3300 kroner årligt. Det nederste stykke af grunden bliver ind imellem oversvømmet, men det gør ingenting, siger Carsten Petersen.
Sagde nej i starten
I den nylige skrivelse til Guldborgsund Kommune gør grundejeren også opmærksom på, at han som udgangspunkt har sagt nej til opførelsen af slusen. Efter at have deltaget i et uformelt møde med en del bidragsydere har Carsten Petersen med egne ord påtaget sig at fremskaffe de oplysninger, som har ligget til grund for "at tvinge byggeriet igennem", som Carsten Petersen formulerer det.
Læs også: Sluseformand: - De kommer til at betale
- Jeg husker, at vi beboere med grund til vandet blev spurgt ind til, hvorvidt vi synes om idéen eller ej. Dette var, så vidt jeg husker i 2014. På det tidspunkt var der lagt op til, at et eventuelt byggeri skulle finansieres af offentlige midler, og som jeg husker det, så var der dengang en hel del af de adspurgte, som ikke svarede, skriver Carsten Petersen i henvendelsen til Guldborgsund Kommune.
Kan klar regningen
- I vores familie skal vi nok klare den ekstra regning, selv om det da er ærgerligt at miste det, som svarer til en børneopsparing. Men jeg er stadig ikke sikker på, at vi bare skal betale den regning for slusen. Jeg vil da ikke bare betale for noget, som jeg ikke har sagt ja til. Det er vi flere grundejere, som har snakket om løbende, og hvad vil man fra sluselagets side egentlig gøre, hvis vi ikke vil betale? lyder det fra Carsten Petersen.
Han føler ikke, at han og familien på Orebyvej 49 på noget tidspunkt har givet et tilsagn til at ville være med til at betale til slusen.
- Vi kan heller ikke se, at vi undervejs er blevet inviteret til hverken borgermøde eller generalforsamling, og jeg forstår ikke, hvordan man bare kan underskrive et lån på andres vegne, siger Carsten Petersen.
Læs også:
Sluselag arbejder på en mere spiselig millionregning
Sluseformand: - De kommer til at betale