Chok i hundeskoven: - Det er jo sindssygt at sætte dem løs

Chinchillaen, som Heidi Thomsens hund fandt i skovbunden. Den overlevede i første omgang, men i løbet af weekenden sov den stille ind. Privatfoto

Tre chinchillaer blev i sidste uge fundet af hunde i hundeskoven på Bøtø. To af dem mistede livet i mødet med hundene, men den tredje overlevede nogle få dage. Nu sender både dyreinternat og kvinden, hvis hund fandt den tredje chinchilla, en klar opfordring.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Man oplever meget på et internat, men dén her var grim. Det er jo sindssygt at sætte dem løs i en aflukket hundeskov.

Internatleder Gitte Petersen fra Falsters Internat ved Maglebrænde, som hører under Dyrenes Beskyttelse, er stadig en smule rystet.

I sidste uge mistede tre chinchillaer livet på Falster efter et hændelsesforløb, som nu kritiseres skarpt af både internatlederen og kvinden, hvis hund fandt den ene af de tre chinchillaer.

Kort om chinchillaer:

Chinchillaen er den fødte klatrer, og har da også hjemmet i Andesbjergene i Sydamerika, hvor de trives i højderne. Den har en kraftig, tyk pels, der beskytter den mod vind og vejr, samt naturens elementer.

En chinchilla er som marsvin og kaniner et meget socialt flokdyr, og trives bedst sammen med en artsfælle.

En chinchilla er et meget aktivt, socialt og nysgerrigt dyr, og den har derfor også brug for aktivitet og opmærksomhed hver dag for ikke at komme i psykisk ubalance.

En chinchilla kan let blive stresset eller mistrives, hvis ikke den har en partner i buret, eller hvis den overlades for meget til sig selv.

En chinchilla må aldrig blive våd, og hvis den bliver det ved et uheld, eller hvis det er nødvendigt at vaske den, så sørg for at den bliver så lidt våd som muligt, og sørg for at blive ved med at tørre den til den er helt tør.

Det er vigtigt at chinchillaen får ro midt på dagen, da det normalt er her den hviler sig. Den vil typisk være aktiv lige når det bliver lyst, og lige inden det bliver mørkt.

Kilde: Kilde: Dyrenes guide / dyrenes.dk

Sidste torsdag, 22. februar, var en gruppe hundeluftere ude for at lufte deres hunde i hundeskoven på Bøtø, da de pludselig hørte nogle høje skrig, hvorefter først én hund og derefter en til kom løbende med hver sin chinchilla i munden.

Den ene chinchilla var død, og den anden måtte nødaflives for at blive befriet for sine lidelser, forklarer internatet i et opslag på Facebook.

Artiklen fortsætter under opslaget...

Men det sluttede ikke der. For et par timer senere blev internatet kontaktet af en anden kvinde, hvis hund også havde fundet en chinchilla i samme område. Men i modsætning til de to første, var denne chinchilla uskadt. Gitte Petersen mener, at der ikke er nogen tvivl om, at de tre har gået sammen.

- Den virkede sund, velnæret og meget tam, da vi fik den ind, men i løbet af weekenden døde den desværre. Chinchillaer er flokdyr, der knytter sig meget tæt til hinanden, så vi formoder, at den er død af en blanding af sorg og chok over det, der var sket, forklarer hun.

- Først troede jeg, at det var en rotte

Det var Heidi Thomsens hund, Bella, der fandt den tredje chinchilla.

- Jeg kørte ned til hundeskoven ved 13-tiden, og normalt plejer Bella altid at komme, når jeg kalder, men det gjorde hun ikke denne gang. Da jeg fandt hende, stod hun og snusede under noget buskads, og jeg kunne se, at der var et lille pelsdyr under buskadset.

- Først troede jeg, at det var en rotte, men så hoppede den ud i det fri, og så kunne jeg godt se, at det ikke var en rotte, men jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg tog et billede af den og sendte til en nabo, der kunne fortælle, at det var en chinchilla.

- Jeg tog den op i armene, men jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle gøre af den, så jeg begyndte at gå tilbage mod bilen. På vejen mødte jeg et ægtepar, som boede i nærheden, og de hentede en papkasse, den kunne være i. Derefter kørte jeg den ud til min hunds dyrlæge i Nykøbing, som kiggede på den og vurderede, at han (det viste sig at være en han, red.) var okay.

- Dyrlægen rådede mig til at ringe 1812 (nummeret til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral, red.), men først ville de bare have, at jeg skulle lave et opslag i forskellige facebookgrupper for at se, om der var nogen, der ville have ham.

- Det kunne jeg ikke vente på, for jeg kunne ikke selv have ham, så i stedet fik jeg lov at køre op til internatet ved Stubbekøbing, og de var rigtig søde og tog imod ham, fortæller Heidi Thomsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Heidi Thomsen med sin hund Bella, som fandt chinchillaen, der stadig var i live. Privatfoto

Men historien endte desværre ikke lykkeligt alligevel, som det fremgår ovenfor.

- Det er helt forfærdeligt

Både Heidi Thomsen og Gitte Petersen føler sig overbevist om, at de tre chinchillaer kommer fra samme ejer og har gået sammen, selvom de ikke blev fundet sammen alle tre.

- Jeg forstår ikke, at man kan få sig selv til at lukke sådan tre dyr ud i hundeskoven. Den er jo helt lukket til. Det er helt forfærdeligt. Min hund er en jagthund, og det er utroligt, at hun ikke bare tog den, siger Heidi Thomsen og tilføjer:

- Et er, at man finder ud af, at man ikke kan have chinchillaerne mere, men at man tilsyneladende bevidst lukker dem ud i en hundeskov, hvor folk jo lader deres hunde være løs, er helt forskrækkeligt. De bliver jo overladt til en grum skæbne.

På Falsters Internat havde Gitte Petersen også foretrukket, at ejerne havde valgt en anden løsning end hundeskoven.

- Man skulle have kontaktet os og spurgt, om vi kunne hjælpe med at finde et nyt hjem til dem. Og hvis ikke det var muligt at finde et nyt hjem til dem, kunne man have givet dem fred hos en dyrlæge. Man kunne i hvert fald have rakt en hånd ud og bedt om hjælp, siger Gitte Petersen.