Cobra-udstilling trækker gæster til museum

312 gæster var mødt op til fernisering torsdag aften, og det er flere end sædvanligt, når en ny udstilling åbnes, lyder det fra kunstmuseet. Foto: Ingrid Riis

Flere gæster end sædvanligt besøgte kunstmuseums nye udstilling i den første weekend.

Offentliggjort Sidst opdateret

FUGLSANG Med 312 gæster til ferniseringen af en ny Cobra-udstilling på Fuglsang Kunstmuseum en torsdag aften i midten af januar, havde man ikke forventet et stort fremmøde i den efterfølgende weekend.

Men det er alligevel resultatet, viser besøgstallene for sidste weekend. I åbningsweekenden har 350 gæster besøgt udstillingen, der er bygget op af værker fra det internationale kunstnerfællesskab Cobra med danske Asger Jorn i spidsen. Totredjedele er museets egne værker, imens resten er lånt fra den tyske gallerist og kunstsamler Gabriele Siemers-von Loeper.

- Der er en tendens til, at de første dage efter åbningen af en ny udstilling, kan være lidt flade, når nu fremmødet til selve åbningen var så højt som ved Cobra. Der kom knap 100 gæster mere, end vi havde forventet, forklarer Lene Vesten, presseansvarlig på Fuglsang Kunstmuseum.

Noget tyder på, at folk er klar til en omgang kulør midt i en grå vinter, siger udstillingsansvarlig Tine Nielsen Fabienke. Hun glæder sig over at få værkerne frem igen, da de blev pakket ned inden udstillingen.

- Det er skægt at se vores malerier i selskab med de nye, der aldrig har været udstillet før. Det betyder, at der er noget for både Cobra-interesserede og for helt nye gæster.