Corona må ikke overskygge en god afsked

HORREBY Den grundige personlige samtale med de efterladte, er det vigtigste for bedemand Mette Denis Teglgaard.

Den nærhed, som den slags samtaler kræver, er under pres i en tid fyldt med håndsprit, to meters afstand og alle de andre coronarestriktioner. Men bedemanden insisterer stadig på, at den nære samtale er vigtigst.

- Jeg kommer aldrig til at bede en sørgende enke om at flytte sig væk fra sin afdøde mand, så jeg kan komme til at gøre mit arbejde med to meters afstand. Jeg prøver så langt som muligt at følge restriktionerne, men de må ikke overskygge en god afsked, understreger Mette Denis Teglgaard.

Hygiejnen på rygraden

Hun driver bedemandsforretningen Mettes Begravelser i Horreby, og her påvirker coronaen hendes arbejde hver dag.

Men med en baggrund som sygeplejerske mener Mette Denis Teglgaard godt, at hun kan balancere mellem fornuftig corona-adfærd og nærhed med de efterladte, når hun planlægger og afvikler en bisættelse eller begravelse.

- Jeg har min viden med mig og hygiejnen på rygraden fra mine mange år som sygeplejerske, og det er naturligt for mig at vaske og spritte hænder hele tiden. Jeg prøver at holde afstand, men jeg tager ikke mundbind på, når jeg skal tale med en familie. Mundbind skaber distance, og distance er det sidste, jeg har brug for i mit arbejde, fortæller Mette Denis Teglgaard.

Sorgen er vigtigere

Hun oplever, at de fleste af hendes kunder er opmærksomme på coronarestriktionerne, men at de alligevel glider i baggrunden i de særlige dage lige efter et dødsfald i familien.

- Sorgen er til hver en tid vigtigere og skal have lov at være det, fastslår Mette Denis Teglgaard, som betegner sig selv som ikke særlig coronaforskrækket.

Alligevel lader bedemanden sig teste med jævne mellemrum for en sikkerheds skyld.

Hun savner den kontakt og kontrakt, et håndtryk kan etablere mellem mennesker, når de mødes og skilles.

- Det generer mig at undvære, for håndtrykket understreger den tillid, der er skabt. Inden coronaen gav jeg ofte også et kram, hvis tilliden var nået dertil. Nu må jeg nøjes med et sige, at jeg gerne ville kramme, hvis tiden var en anden, siger Mette Denis Teglgaard.

Hun har stået for begravelsen af mindst to mennesker, der døde med corona. Måske flere, men det ved Mette Denis Teglgaard ikke med sikkerhed.

For hende gør det ingen forskel, for hun håndterer ligene på samme måde.

- Jeg går meget op i, at afdøde skal fremstå pæn i kisten, også selv om ingen skal se det. Jeg har altid handsker på, når jeg gør afdøde klar, både før og under corona. I denne tid har jeg et godt samarbejde med kapelportørerne, når der er tale om et corona-dødsfald. De gør deres job iført handsker, forklæde, mundbind og visir, mens jeg kan stå ved siden af og dirigere. På den måde behøver jeg ikke at have hele udstyret på.

Coronarestriktioner griber helt matematisk ind i en bisættelse, når selve dagen oprinder, og familie og venner skal mødes i kirken eller kapellet for at tage afsked. For antallet af pladser til ceremonien er skåret markant ned. I øjeblikket må otte samles i Falkerslev Kirke, 15 i Horreby Kirke, 14 i Østre Kapel og 54 i Klosterkirken, som mange vælger for tiden for at få plads til flere end de allernærmeste.

Synd for familierne

- Jeg synes, det er meget synd og indgribende, at man er nødt til at tage afsked på den måde. Nogle præster er fleksible og går med til, at den sidste samle synges udenfor, hvor jordpåkastelsen også kan foregå. På den måde kan lidt flere være med på afstand. I sommermånederne var der også præster, der tillod, at dørene stod åbne, så pårørende, der ikke var plads til i kirken, kunne følge med udefra. Men det er jo for koldt nu, konstaterer Mette Denis Teglgaard, som ærgrer sig hver gang en familie er nødt til at gå på kompromis med deres ønsker for en god afsked med deres kære.

Efter bisættelsen eller begravelsen tilbyder bedemanden en opfølgende samtale med de pårørende, hvor coronaafstanden igen stikker sit uvelkomne hoved ind. Samtalerne - både før og efter ceremonien - kan foregå enten i Mette Denis Teglgaards samtalerum i hendes virksomhed eller hjemme hos de efterladte.

- Igen forsøger jeg at holde afstand, men jeg kommer aldrig til at gå fra en aftale om en samtale, forbi der ikke er plads nok til afstand eller for mange mennesker i rummet. Jeg har siddet for bordenden til en samtale med 12 familiemedlemmer til en ung afdød. Ingen bliver bedt om at forlade lokalet, når det er mig, der er bedemanden, forsikrer Mette Denis Teglgaard.