CORONA PÅ FREMMARCH: GULDBORGSUND HAR LANDETS HØJESTE TAL

Arkivfoto: Anders Knudsen

Antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere er det højeste i hele landet, og det faktiske antal smittede overgås kun af landets fire største kommuner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Coronasmitten er på fremmarch blandt borgerne i Guldborgsund Kommune her få dage før jul.

Onsdag nåede antallet af bekræftede smittetilfælde indenfor de seneste syv dage ifølge Statens Serum Institut (SSI) op over 200. Helt præcist har man registreret 202 bekræftede smittetilfælde i kommunen indenfor de seneste syv dage, og det er ifølge Folketidendes opgørelse så vidt vides det højeste antal i mere end et halvt år. Så sent som 28. november var antallet nede på 76.

Tallet er endda så højt, at det kun er landets fire største kommuner - København, Aarhus, Odense og Aalborg, der har flere bekræftede tilfælde end Guldborgsund indenfor de seneste syv dage.

Landets højeste

Kigger man på det såkaldte incidenstal - altså antal smittede pr. 100.000 indbyggere - ser det endnu mere trist ud. Her lå Guldborgsund onsdag helt i top som den kommune med det højeste incidenstal af alle i Danmark. Incidenstallet i Guldborgsund var onsdag på 335,7 ifølge SSI. Nærmeste kommune var Hillerød med et incidenstal på 312,8.

Smittetallet er også stigende i Lolland Kommune, men dog ikke helt så voldsomt som i Guldborgsund.

I Lolland Kommune var der ifølge SSI onsdag registreret 60 bekræftede smittetilfælde indenfor de seneste syv dage. Det er så vidt vides det højeste i cirka halvanden måned. Incidenstallet i Lolland Kommune ligger på 150,5, hvilket placerer kommunen på en aktuel 24. plads blandt landets kommuner målt på dét parameter.