Daniscosmede: Nul panik

nykøbing f. Den krystalklare markering fra Daniscoledelsen på generalforsamlingen onsdag i København, at der sigtes mod en spaltning af koncernen i en ingrediensdel og en sukkerdel i to børsnoterede selskaber, alternativt et frasalg af sukkerdivisionen, tages med isnende ro af 49 fastansatte smede på Danisco Sugar i Nykøbing F.

- Vi drøftede sagen, efter vi fra generalforsamlingen var blevet bekendt med ledelsens planer. Det gav ikke anledning til andre kommentarer end: Nå. Her er ingen panik. Vi har en tiltro til, at ledelsen i koncernen handler rigtigt, og vi afventer derfor situationen, siger Frank Salling, tillidsmand for smedene på Danisco Sugar i Nykøbing F.

Danisco Sugar i Nykøbing F. har cirka 200 fuldtidsansatte.

Foruden 49 smede beskæftiges her 92 3-F?ere, 10 elektrikere, en maler, en tømrer, to lærlinge og 43 funktionærer. Medarbejderne på Danisco Sugar i Nykøbing F. har et tværfagligt samarbejde med de ansatte på Danisco Sugar, Nakskov, der modsat sukkerfabrikken i Nykøbing F. har sæsonmedarbejdere.

- Det er ikke til at vide, om resultatet på længere sigt bliver, at et frasalg af sukkerdivisionen. Hvis det er sådan, det ender, så har vi en tiltro til, at en ny ejer vil køre virksomheden videre. Her og nu er vi derfor ikke bekymrede for vores arbejdspladser, fastslår Frank Salling.

Tanken om opsplitning af Danisco i to børsnoterede selskaber er opstået, fordi filosofien er, at selskaberne hver især vil udvikle sig bedre i selvstændigt regi. Koncernen har en omsætning på 20 milliarder kroner, og i Danmark beskæftiger sukkerdelen totalt set 769 medarbejdere.




- Vi har en tiltro til, at ledelsen gør det rigtige, siger Frank Salling, tillidsmand for smedene

Offentliggjort Sidst opdateret