Dansk-amerikanere er spændte på valg

De borgerlige partier er Chris McKays foretrukne i Danmark, men i USA håber han på demokraterne. Foto: Anders Knudsen

"Trump er for farlig" - tilflyttede amerikanere foretrækker alle Joe Biden ved aftenens præsidentvalg i USA.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Der er ikke tale om fake news, når der i det følgende udelukkende udtrykkes sympati for demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, blandt herboende amerikanere forud for aftenens præsidentvalg i USA.

Folketidende har talt med fem af slagsen, der alle foretrækker ham, frem for at den siddende præsident, republikanernes Donald Trump, får fire år mere i det hvide hus.

Blandt dem er Chris McKay, Marrebæk, som ellers før har stemt på republikanerne.

- Jeg stemte på Ronald Reagan i 1984 og George Bush Senior i 1988, fordi jeg var i militæret, og de begge vækstede militæret, hvilket var en god idé under den kolde krig, siger han og tilføjer, at han dog stemte på den uafhængige kandidat Ross Perot i 1992.

Året efter flyttede han fra San Fransisco-egnen i Californien til Danmark, da hans kone, som kom fra Nykøbing, tog ham med hjem.

Siden har han ikke stemt, da han ikke følte sig berettiget til det, men han ville have stemt på de demokratiske kandidater ved alle valg, hvis han havde gjort det, og denne gang er den 54-årige ikke i tvivl:

- Det er ikke et tilvalg af Biden, men et fravalg af Trump. Han har ødelagt så meget, alt fra amerikansk sammenhold i samfundet til USA's renomme ude i verden. Alt, hvad han har rørt ved, er blevet til skidt, synes jeg.

Han følger valgkampen på tv-kanalen CNN samt AP og Reuters så ofte, at hans kone er blevet træt af, at han tjekker telefonen hele tiden.

En del af hans danske kammerater sympatiserer faktisk med Donald Trump, mens Chris McKay ikke taler med sit netværk i USA om valget, da splittelsen i samfundet derovre er så stor, at det er svært.

Carina Woollheads blå kuglepen matcher demokraternes partifarve. Modsat herhjemme er venstrefløjen i USA blå, mens højrefløjen, republikanerne, er rød. Foto: Anders Knudsen

Har skabt splittelse

- En total, kollektiv depression.

Sådan mindes Carina Woollhead stemningen, da Donald Trump blev valgt til præsident for fire år siden.

- Han skal bare ud af klappen, siger hun, hvis forældre flyttede til Danmark, før hun blev født.

I dag bor den 54-årige kvinde i Idestrup, mens hendes tilhørsforhold i USA, som hun har besøgt ofte, er i Florida og Massachusetts på østkysten.

At tekniske årsager har hun ikke fået stemt i år, hvilket hun er ked af, men håber på Joe Biden og hans vicepræsidentkandidat Kamala Harris.

- Jeg mener, at Donald Trump har skabt så meget splittelse, og han opfordrer til indenlands terrorisme, begrunder hun valget og fortsætter:

- Jeg mener, at han klinisk set er ustabil og uegnet til at være præsident.

Også hun følger dækningen forud for valget tæt på CNN, ligesom hun taler med netværket i USA, som primært er demokratisk.

Egentlig skulle Bernie Sanders have været præsident, hvis det stod til Lucky Jackson, men nu må det blive Joe Biden. Foto: Flemming Keith Karlsen/arkiv

Foretrak en tredje kandidat

Lucky Jackson skiftede i februar Dallas-Fort Worth, Texas, ud med Soesmarke, Guldborg, da hans far bor her, og han kunne se fordelene ved det danske sundheds- og uddannelsessystem.

Han betegner Donald Trump som racist, fremmedfjendsk og uden interesse i andre end sig selv og stemte derfor, som de øvrige, via brevstemme på Joe Biden.

Egentlig ville den 19-årige helst have den mere venstreorienterede demokrat Bernie Sanders som præsident, men han tabte det demokratiske forvalg til Joe Biden og er derfor ikke en mulighed.

Også Patrick Langdon, Nykøbing, havde foretrukket Bernie Sanders, men stemmer nu på Joe Biden.

Han kom til landet i 2002 fra Orange County ved Los Angeles, da han giftede sig med sin danske kone, og for ham er hensyn til klimaet en vigtig grund til, at han stemmer demokratisk. Normalt vil stemmen ellers falde på det uafhængige grønne parti.

- Men denne gang går den til demokraterne, for Trump er for farlig, siger han fra Fredensgade, og genboen, 73-årige Arden Robert Rayce, der kom til Danmark i 1968 fra Michigan, bakker op:

- Jeg mener, at Trump er den suverænt mest ukvalificerede, der har haft embedet. Han er meget farlig og total uegnet, og for ham er det et stort realityshow.

Også han følger intensivt med i valgkampen, også selv om han ikke har stemmeret. Det amerikanske statsborgerskab opgav han i 80'erne, men han har stadig stærke holdninger til, hvad der foregår på den anden side af Atlanten, også i aften.