De byttede ungdomsværelset ud med en stor scene - og vandt

I finalekampen i Ungdomsringen-Mesterskabet dystede Falster Esport mod Pumpestationen Fritidscenter. Det lokale hold løb med sejren og pokalen. Foto: eSportligaen

Fem unge mænd drog i weekenden til esportsturnering med computere og gamerstole i en lånt varevogn og modtog en medalje. Men det var ikke den, de var mest stolte af at have vundet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Når træningsbanen er foran skærmen på ungdomsværelset, er det rart af og til at se andre arenaer. Og vel at mærke at føle sig set af andre.

I weekenden drog fem unge esportsudøvere fra Falster Esport til Yousee mesterskabsspillet i Vejle i en varevogn udlånt af Frimann Biler for at dyste i computerspillet Counter Strike. Det er ikke særlig ofte, at de kommer af sted på turneringer, forklarer spillende træner Oliver Olsen. For det meste dyster de over internettet.

Vi har været søde og venlige mod alle hold under kampene og i det hele taget. Blandt andet udlånte vi vores stole ud til et hold, der ikke selv havde gode stole med. Det er nok den pokal, jeg er mest stolt af at have vundet ved konkurrencen.

Oliver Olsen, Falster Esport

Men under turneringen oplevede de ikke kun en god modtagelse men også, at de havde noget at byde på.

- Det at deltage i turneringer giver et bedre fællesskab på vores eget hold, men det er også en stor oplevelse at være sammen med mennesker med den samme interesse som os. Vi spillede på en stor scene, hvilket betød, at vi blev set. På den scene var vi ikke bare en lille klub fra Falster, forklarer han.

Holdet tog sejren i sin egen liga, Ungdomsringen Mesterskabet, hvilket gav en medalje og en plads ved DM dagen efter, hvor de dog måtte forlade konkurrencen før tid. Alligevel føler Oliver Olsen sig noget mere anerkendt efter den turnering.

Fairplay-prisen

Udover mesterskaberne var der også en fair play-pokal, som gik til det hold, der modtog flest stemmer for at have optrådt sportsligt og i det hele taget behandlet de andre pænt.

Det her var den første store turnering, og der kunne vi se, hvor langt vi faktisk er nået.

Oliver Olsen, Falster Esport

Den pokal vandt Falster Esport.

- Vi har været søde og venlige mod alle hold under kampene og i det hele taget. Blandt andet udlånte vi vores stole ud til et hold, der ikke selv havde gode stole med. Det er nok den pokal, jeg er mest stolt af at have vundet ved konkurrencen.

Klubben har udelukkende deltaget i mindre lokale mesterskaber og spillet online. En oplevelse, der kan være noget ensformig, mener Oliver Olsen.

- Det her var den første store turnering, og der kunne vi se, hvor langt vi faktisk er nået.

Nu mangler de blot flere af den slags store, officielle kampe mod hold, der er større end dem selv, for at fortsætte udviklingen. Det gør det ikke kun sjovere at spille men også at vinde, når man møder konkurrenterne fysisk.

Udover Frimann Biler donerede Sørens Køreskole 3.000 kroner og Schulz Biler 500 kroner til klubbens tur.