De var til stormøde med miljøministeren
Miljøminister Magnus Heunicke (S) har indkaldt landets borgmestre til stormøde om klimaudfordringerne. Arkivfoto: Emil Nicolai Helms/ Ritzau Scanpix
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Opløftet borgmester fra Guldborgsund ovenpå torsdagens møde med miljøministeren. Lollands ditto havde problemer med teknikken
Torsdag var en stor del af landets borgmestre indkaldt til stormøde med miljøminister Magnus Heunicke (S), som ville høre om de forskellige kommuners udfordringer ovenpå de storme, der ramte landet over flere omgang i slutningen af sidste år og det nye år, og som skabte massive problemer på grund af oversvømmelser.
To af deltagerne på mødet, der foregik enten fysisk eller online, var både Lolland og Guldborgsund Kommunes borgmestre, og selvom ministeren ikke havde nogle løsninger eller eller andre godbidder med til de trængte kommuner, så var det et godt møde, fortæller Guldborgsunds borgmester, Simon Hansen (S), der deltog fysisk i dagens møde.
Ingen konklusioner, men fortællinger gjorde indtryk
- Magnus havde jo først og fremmest inviteret for at høre om de udfordringer, som alle kommunerne præsenterede for ham. Så der kom ingen konklusioner.
- Jeg synes, vi er nødt til at kigge på, hvordan vi kan forebygge det sammen. Staten og kommunerne Helt konkret har vi et 800 kilometer vandløb i kommunen, som skal aflede det regnvand, der kommer. Det var ikke nok i starten af januar måned, så der har vi behov for at kunne beskære vandløbene, rense op og udvide, lyder det fra borgmesteren.
Selvom ministeren altså ikke selv medbragte noget til bordet, så tror Simon Hansen på, at dagens digitale møde fører noget godt med sig.
- Jeg synes, det er positivt, at han rækker ud og gerne vil høre på de udfordringer, der er. Den tid, der kommer nu, må vise, om han tager det seriøst. Men det var mit indtryk, at fortællingerne fra de forskellige kommuner gjorde indtryk.
Ingen konkurrence mellem kommunerne
- De input, han fik, tager han med tilbage til de andre partier i Folketinget, og så ender det forhåbentlig med en klima-tilpasningplan, hvor man kigger på, hvordan man også sikrer østkysten.
- Vi fik i hvert fald lejlighed til at komme med fortællinger om udfordringer, og hvilke løsninger der er fremadrette. Der var en forståelse kommunerne imellem om, at det ikke var en konkurrence om midlerne, men at finde frem til en fælles løsning på, hvordan vi kan modstå de her klimahændelser, siger Simon Hansen.
Dårlig forbindelse
For Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) blev mødet ganske kortvarigt. Han deltog i mødet online, men det viste sig at være et uheldigt valg. Han valgte nemlig at forlade mødet mellem miljøministeren og de forskellige borgmestre, da teknikken drillede i en sådan grad, at det var nærmest umuligt at høre, hvad der blev sagt.
- I begyndelsen var der slet ingen lyd på min forbindelse, og da de enkelte borgmestre skulle komme med indlæg, var forbindelsen så hakkende og skrattende, at jeg valgte at forlade Teams-mødet inden, det blev min tur, siger Holger Schou Rasmussen.
Ud over en lang række borgmestre deltog Kommunernes Landsforening og repræsentanter fra Folketingets partier også i mødet.