Her viser Katrine Engmand fra Billedfabrikken Guldborgsund et af elevernes bud på en lysende bygning til Den Lysende By frem. Bygningen eller skulpturen var blandt andet en del af det kreative arbejde i Projektrum 16 i går. Billedfabrikken er i øvrigt medlem af Kulturtjenesten, hvor den udbyder forskellige billedkunsttilbud til skoler og daginstitutioner, og man kan læse mere om det på kulturtjenesten.dk. Her kan man også læse mere om Guldborgsund Kommunes Dannelsesrygsæk. Billedfabrikken holder normalt til hos Kulturfabrikken på Industrivej 10 i Nykøbing. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Som en del af Lys over Lolland gør Projektrum 16 .sig til over for børn og familier
Kim Møller PedersenKimMøller Pedersen
OffentliggjortSidst opdateret
SAKSKØBING Tegnelaboratorium. Eller hvad med loppemarked, musik og digtoplæsning for unge? Forestillingen "Lyden af fremtid" for børn i alderen 7 til 12 år samt deres voksne har allerede været der med fokus på fortælling om forventninger, risici og muligheder for fremtiden.
Jovist, der er mange indgange til at fortælle, hvad Projektrum 16 egentlig er for en størrelse. Sikkert er det, at Projektrum 16 er kunst- og kulturfestivalen Lys over Lollands program for børn, unge og familier.
Kunstneren Mini Blume er idéudvikler og aktiv i de kreative dage omkring Projektrum 16. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Pilegrene, papir og lim
Her var der i går i projektrummet placeret i starten af indkørslen til Saxkjøbing Sukkerfabrik zoomet ind på pilegrene, papir og lim.
Sådan noget kan der nemlig bygges med, og det var lige præcis, hvad der blev sat i gang om formiddagen hos de fremmødte elever fra Sakskøbing Skoles 5.A.
Annonce
- Det er en slags lyshuse, lød det kort og godt fra Dorte Klingberg fra Billedfabrikken Guldborgsund, mens skoleleverne puklede videre med pilegrene, papir og lim.
Det havde de også gjort onsdag, og det store arbejde med at skabe lyshuse skulle i sidste ende samles til Den Lysende By og her en udstilling på Sakskøbing Skole.
I år er kunst- og kulturfestivalen Lys over Lolland mere end nogensinde også for børn med skabelsen af Projektrum 16, der er et værksted for børn, unge og familier, hvor aktiviteterne er gratis med tilbud i hele festivalperioden frem til og med på søndag. Det vil blandt andet være muligt at komme til workshoppens Laboratorium for tegning, hvor børn og unge, som er vilde med at tegne, kan få mulighed for at møde en billedkunstner, der har gjort det til sin levevej, samt opdage nye mangfoldige måder at tegne på. Programmet kan findes via Facebook og her Projektrum 16. I dag fra klokken 14 til 16 er der således åben adgang til Spoken Word Show og Poetry Slam Workshop med Dennis Buchleitner.
Det var eventyret Prinsessen på ærten af H.C. Andersen, som i går var den store inspirationskilde i Projektrum 16 på Saxkjøbing Sukkerfabrik. Der skulle således fremstilles en masse prinsesser, som i sidste ende både skulle udstilles og senere med kunstnerne hjem. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Sidste gode råd
Først skulle de sidste gode råd og vejledninger fra både Dorte Klingberg og Katrine Engmand dog lige med, og de sidste fingre lægges på kunstarbejdet i Projektrum 16.
Sidstnævnte er kort og godt et mødested og et værksted for kunst og kultur, og for et årligt tilbagevendende kunstfestivalformat som Lys over Lolland vægtes kunstnerisk faglighed og lokal interaktion højt.
Derfor er der over for børn og unge en ekstra indsats for også at gøre Lys over Lolland til deres kunst- og kulturfestival.
Lysskulpturer i mange udgaver blev sat sammen både onsdag og torsdag af elever fra Sakskøbing Skole, som efter værkstedsarbejdet torsdag sluttede af med at se de professionelles kunst hos Lys over Lolland. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Et vindue ind til kultur
- Hele idéen med Projektrum 16 er at give et vindue ind til især de lokale kulturinstitutioner og -aktører i et festivalformat, der gør det muligt at nå bredere. Der er måske børn og unge, som ellers aldrig ville have været i kontakt med eksempelvis en festival som Lys over Lolland, hvis ikke det var for Projektrum 16, lød det undervejs fra projekteder Mini Blume i torsdagens kig ind i det kreative værksted i Bygning 16 på sukkerfabrikken.
Lys over Lolland har aldrig før haft et mere omfattende tilbud til børn, unge og familier, end det i år er tilfældet. Der er skabt mange nye kreative veje til at bruge hænder og tanker kreativt til litteratur, ordkunst, tegning og billedkunst. Målsætningen er, at besøgende børn, unge og familier, skoler og institutioner vil få et fornyet udsyn til kulturelle fællesskaber og ikke mindst til, hvad kunst og kultur kan og er.
Ønsket bag tilblivelsen af Projektrum 16 er kort og godt at give alle lokale børn og unge mulighed for at være medskabere af kunst og kultur og at understøtte høj faglighed og synlighed for de lokale kulturinstitutioner og aktører.
Annonce
Det kreative værksted i starten af indkørslen til Saxkjøbing Sukkerfabrik lod torsdag børnene boltre sig med blandt andet at fremstille dukker til en udstilling i Projektrum 16. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Tilbage til piberenserne
Men en ting er ønsker og visioner. Noget andet er piberensere. For hvad kan man dog bruge sådan nogle til, når man er en af de små størrelser fra Privatskolen Nakskovs børnehave, der i går også var mødt frem i den anden halvdel af Projektrum 16's kreative værksted?
Her kunne projektleder Mini Blume godt hjælpe lidt til. Så for en stund bliver de mange flotte voksen-ord om Projektrum 16 lige parkeret, så projektlederen og underviseren lige kan komme "tilbage på værkstedet".
- Har prinsessen fået kjole på?, lød det fra "indspiskeren" ud til de små kunstnere.
Det havde hun vist. Og - for god ordens skyld - Prinsessen på ærten af H.C. Andersen, der var i spil. Her kunne perler på en piberenser snildt blive til en halskæde, så de små fingre fik hurtigt gang i piberenserne, nu hvor kjolerne var kommet på.
I sidste ende skulle alle prinsesserne udstilles i Projektrum 16. Senere skulle de også med kunstnerne hjem. Men først var der mere værkstedsarbejde, inden der var en tur over til de professionelle kunstneres værker i den store Lys over Lolland-udstilling i tre fabriksetager.
- Jeg giver dem en guidet tur, efter de selv først har haft hænderne i materialerne. Så kigger vi på installation, tegning, foto, lydkunst og design. Først nævner jeg, hvad det er for et værk, vi står over for, og så er det altid en stor ting for børnene at se, hvordan de professionelle arbejder med deres kunst. Det er virkelig noget, der bjergtager børnene, lød det fra Mini Blume inden torsdagens afsluttende rundvisning.
De færdige tekster i projektet "Her hvor vi bor" blev trykt som plakater, som eleverne hang op rundt omkring i lokalområdet i Nykøbing i en kortere periode. Nu er de hos Projektrum 16 på Saxkjøbing Sukkerfabrik. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen