Der er stor interesse for at købe vandrehjem
Lars Røddik Jensen har været at finde på vandrerhjemmet Vesterskoven i 22 år. Hans børn er vokset op på stedet, og han har været der næsten hver weekend i den tid. Nu er det til salg, og der er allerede stor interesse for at overtage. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Det har været en stor og årelang, men helt rigtig beslutning, siger Lars Røddik Jensen.
NYKØBING I 22 år har Lars Røddik Jensen og hans kone tilbragt det meste af deres liv på vandrerhjemmet i Vesterskoven. Men nu er det sat til salg til den nette sum af 10 millioner kroner.
Beslutningen om at sætte stedet til salg var absolut ikke nem. Da de selv forpagtede hotel og restaurant i 1999, var deres datter tre måneder gammel. Hun er vokset op på det sted.
Men tanken om at sælge stedet, som de siden endte med at købe, er alligevel sporadisk dukket op i løbet af de seneste år. Især da Lars Røddik Jensen kom til skade med sin skulder for fem år siden. Men genoptræningen fungerede, han kunne stadig passe jobbet, og så lagde de tanken fra sig igen. Siden kom coronapandemien bragende og gjorde forretningen en del mere usikker.
To år inde i pandemien ser resultaterne stadig gode ud på trods af skiftende nedlukninger og aflyste fester. Endnu en årsag til, at parret var fristet til at fortsætte et par år endnu.
- Men så kiggede vi på vores cpr-numre, og vi bliver jo ikke yngre. Der er rigtig mange lag i sådan en beslutning, for det er en forretning, vi holder meget af. Vi har overvejet, om vi kan finde på noget mere eller noget andet, eller om vi kan ansætte os ud af det. Men måske er det også tiden til at prøve noget andet. Og til ikke at skulle arbejde næsten hver weekend, siger han.
Det er EDC Erhverv, der står for salget, og her fortæller ejendomsmægler Michael Kristiansen, at der har været stor interesse for stedet, selvom det kun lige er kommet online.
- Vi er i dialog med tre til fem personer, både lokale og ikke-lokale, der ønsker at drive det videre som i dag. Den ene er en jysk investor, der overvejer at ansætte et værtspar, der kan drive det til daglig. Et andet par vil gerne selv drive det videre.
Og det kommer absolut ikke bag på ham, at der allerede er interesse for stedet. I de senere år er indenrigsturisme "takket være" coronapandemien vokset i både Nykøbing og Marielyst, og der mangler i høj grad overnatningsmuligheder.
- Her er Lars' sted et super godt bud på en overnatningsmulighed. Det ligger enormt centralt og tæt på stationen, hvilket er efterspurgt fra gæsterne, siger han og tilføjer, at vandrerhjemmet er meget velholdt.
Og det er også et stort håb fra Lars Røddik Jensen, at en ny ejer har lyst til at drive hotellet videre. Især nu, hvor der er et stigende antal arrangementer og faste frokostaftaler i kalenderen.
- Jeg ser en rigtig god fremtid for stedet. Især i forhold til værelserne er der vækst, og nu begynder der også at ske rigtig meget i forhold til arrangementer. Vi har blandt andet to bryllupper i august, og slutningen af juni er næsten helt booket op. Team Rynkeby kommer hvert år forbi med cykelrytterne, og vi har en stor kongres, som har været udsat siden 2020, men som nu er planlagt i 2022.
Det er også derfor, at beslutningen om at sælge var så svær. Skulle man tage et par år mere, nu hvor det bliver godt?
- Men det giver på den anden side en ny ejer gode muligheder for at komme godt i gang. Det er et godt tidspunkt, og når man overtager sådan noget, skal man have en god oplevelse, siger han.
Derfor følger han også gerne med i det første halve eller hele år - eller i en mindre årrække - for at sikre en god overgang og overlevering.
Der følger meget viden og mange kunder med, når man køber sådan et sted. Et par af bryllupperne i august har valgt placeringen af festen på grund af ham.
- Jeg ringede og rådførte mig med dem, inden salgsannoncen blev slået op. Og en løsning kan være, at jeg står i køkkenet, hvis nu stedet bliver solgt til sommer.