Det begyndte som et forsøg: Nu har festivalen 2.000 gæster og har vundet stor pris

Frederik Schnoor, leder af Kun for Forrykte-festival, jubler efter at have vundet Kulturprisen ved Guldborgsund Kommunes prisfest fredag aften. Foto: Guldborgsund Kommune

Lederen af festivalen Kun for Forrykte jubler over den anerkendelse, som Guldborgsund Kommune fredag aften gav i form af tildelingen af Kulturprisen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er musik, fred, kærlighed, hippiekultur og syrerock på programmet, når Kun for Forrykte-festivalen sætter scenen op i Stubbekøbing.

Siden 2019 har festivalleder Frederik Schnoor, som egentlig bor på Helsingør-egnen, eksperimenteret med at gøre Falster til et af de mest forrykte steder i Danmark, og det er lykkedes, konstaterede han lykkeligt under prisfesten fredag aften.

- Vi vidste ikke, om Guldborgsund var forrykt nok til at huse festivalen. Det er simpelthen begyndt som et forsøg. Men det viste sig at være helt rigtigt, siger han.

Foreninger var fredag aften samlet for at hylde egne og andres atleter og frivillige ildsjæle. Foto: Guldborgsund Kommune

Frederik Schnoor glæder sig over anerkendelsen fra Guldborgsund Kommune og den kulturpris, som han og resten af holdet modtog for deres indsats.

Læs også: Kæmpe prisfest på teateret: Se alle vinderne her

For selvom det går godt for festivalen, så giver anerkendelsen dem et boost. Især de mange, der arbejder hårdt i kulisserne.

- Det er også dem, der i høj grad får glæde af den medfølgende pengepræmie på 15.000 kroner, afslører han.

Savage Rose på programmet

Kun for Forrykte blev lanceret på 50 året for den berømte Woodstock-festival, der i 1969 favnede 450.000 festivalgæster i den lille by Bethel i det østlige USA med mottoet "Tre dage med musik og fred".

Vi får rigtig mange henvendelser fra musikere, og vi behøver derfor ikke længere at være særligt opsøgende.

Frederik Schnoor, festivalleder, Kun for Forrykte

Det er sådan set også en meget nærliggende stemningsbeskrivelse for Kun for Forrykte, og det har rygtet sig i miljøet. En del musikere har opdaget, at det er en festival, de gerne vil være en del af - også de helt store navne.

- Vi får rigtig mange henvendelser fra musikere, og vi behøver derfor ikke længere at være særligt opsøgende. Selv Savage Rose, som vi ellers aldrig havde troet, at vi skulle få råd til, udtrykte selv interesse for at være med, forklarer han.

Frederik Schnoor (tv) og et udvalg af de ildsjæle, der lægger mange timer i at stable Kun for Forrykte-festivalen sammen. Foto: Maria Glasius Lange

Bandet, der må betegnes som en af kronjuvelerne i dansk rockhistorie, er dermed øverst på programmet, når festivalen åbner dørene igen 6. og 7. juni i år.

- Vi har faktisk fra begyndelsen oplevet en meget stor opbakning. Allerede første år havde vi 600 gæster forbi, og det føltes som et stort spring. Fra 0 til 600. Nu er festivalen vokset til mellem 1.800 og 2.000, og det er det antal, vi gerne vil rumme. Vi vil ikke bare vokse, fordi vi kan. Der skal være plads, siger Frederik Schnoor.

Egnen har en ny betydning

Selvom han ikke bor på Falster til dagligt, bruger han meget mere tid på egnen, end han nogensinde før har gjort. For ham er det vigtigt, at gæsterne ikke får en oplevelse af samlebåndsmentalitet, og man skal kunne vælge imellem mere end to typer øl og en hotdog.

Det er vildt, at man fejrer og anerkender alle de lokale foreninger og kulturaktører på denne måde.

Gerard Carey Bidstrup, skuespiller og tilflytter

Der skal være et udvalg af lokale produkter og øl på festivalen, og derfor kører han øerne tynd for at besøge leverandører.

- Nu betyder egnen enormt meget for mig, og jeg besøger den meget tit, forklarer han, der oprindeligt er fra Nordjylland.

Skuespiller og instruktør Christina Bech var også nomineret til Kulturprisen, og hun var stolt. Især da hun fandt ud af, at hun som enkeltperson var nomineret sammen med store institutioner som Kun for Forrykte og Jazz på Tværs.

- Det er et enormt flot selskab at være del af, når man tænker på, at jeg kun har været her i et år.

Mere teater til børnene

Sammen med sin mand, skuespilleren Gerard Carey Bidstrup, solgte hun lejligheden i København og flyttede til et hus på Nordfalster med deres lille datter og hund.

Christina Bech er skuespiller og arbejder freelance for Teatret Masken med mange forskellige opgaver. Blandt andet Maskens Dramaskole. Foto: Maria Glasius Lange

Jeg var ikke klar over, at de havde set mig og det, jeg laver. Men det har de.

Christina Bech, freelanceskuespiller

De ønskede mere plads men vidste ikke, om der overhovedet var opbakning til de ideer hun havde om, at der skulle være langt mere teater til og med børn.

Hurtigt tog Teatret Masken hende til sig og gik med på de ideer, hun fik.

Sidste år opfandt hun selv teaterprojektet ”Af skrald er du kommet” for børnehavebørn med et stort bæredygtighedselement.

Det har hun nu modtaget 150.000 kroner af Statens Kunstfond til at fortsætte med, og det vil komme børn på Stubbekøbing Skole samt Nordbyskolen til glæde.

Her fejres alle - ikke kun eliten

Derudover står hun i spidsen for Maskens Dramaskole.

- Jeg var ikke klar over, at de havde set mig og det, jeg laver. Men det har de, siger hun, der samtidig udtrykker en enorm taknemmelighed til netop Teatret Masken.

- Uden Masken var der intet mig. De er blevet skåret så meget i støtte af kommunen, og alligevel har de omfavnet mig og de ideer og indfald, jeg har fået.

Samtidig har Gerard Carey Bidstrup kun rosende ord om kommunens årlige prisfest.

- I København var det her aldrig sket. Der har man udelukkende øjne for eliten. Så det er vildt, at man fejrer og anerkender alle de lokale foreninger og kulturaktører på denne måde.