"Det er det bedste vi har gjort" - nu vil direktøren have mere
Ricco Dyhr glæder sig over, at regionen er parat med 15 millioner kroner til et afgørende projekt på sygehuset i Nykøbing. Foto: Region SjællandRegions Sjælland
Investering på 15 millioner får afgørende betydning for sygehusets fremtid.
Sygehuset i Nykøbing - som nu hedder Sjællands Universitetshospital - skal arbejde stadig tættere sammen med Sjællands Universitetshospitals afdelinger i Roskilde og Køge. Det indebærer blandt andet, at personale fra de to sjællandske afdelinger i et eller andet omfang skal tage vagter i Nykøbing.
For at anspore dem til det, vil sygehuset nu investere 15 millioner kroner, som regionen er parat til at bevilge.
Det handler om sygehusets "Campus" - en slags hotel, som sygehuset åbnede for tre år siden. Her kan personale, der har brug for det, overnatte. Campus har 15 enkeltværelser og fem dobbeltværelser, og det er så populært, at det nu er tæt på 100 procent belagt i hverdagene.
- Vi ser at dem, der kommer til Nykøbing for at arbejde nogle gange om ugen, sætter enormt stor pris på vores campus. Jeg tror, det er det bedste, vi har gjort for vores ansatte, der pendler, siger Ricco Dyhr, der er direktør for Sjællands Universitetshospital.
Campus
Personalehotellet - kaldet Campus - på sygehuset i Nykøbing rummer 15 enkeltværelser, fem dobbeltværelser samt fællesarealer og køkkenfaciliteter.
Tilbuddet er tiltænkt medarbejdere, der enten er fastansatte og bor længere væk fra sygehuset, eller medarbejdere, der kun er på sygehuset i kortere periode.
Der er lagt vægt på, at værelser i indretning og i materialevalg er sammenlignelige med hotelværelser. Desuden er der fællesarealer, så der kan dannes sociale og faglige fællesskaber, ligesom der er mulighed for at arbejde på værelserne.
Der følger et morgenmadstilbud med, og der er mulighed for enten at hente eller tilberede aftensmad. En medarbejder kan bo på Campus i op til 30 dage ad gangen.
Men med tæt på fuldt belagt er der dårligt plads til at skue op for medarbejdere fra Køge og Roskilde. Der er derfor brug for flere værelser.
Annonce
- Som det er i dag, kan man ikke regne med at få et værelse, når man har brug for det. Men hvis vi skal prøve at tilskynde, at man som ansat tager nogle tjanser i Nykøbing måske en-to-tre gange om ugen, vil vi gerne have, at de rammer, der kan tilskynde det, er til rådighed, siger Ricco Dyhr.
Det er simpelt hen en forudsætning for, at fusionen bliver en succes, at der er værelser nok til rådighed, har han overbevist regionen om. De 15 millioner kroner skal derfor bruges på at indrette et Campus 2, der skal være en tro kopi af Campus 1.
Der vil dog formentlig gå et års tid, før Campus 2 kan åbne.
- Vi skal lige forberede det, have en arkitekt på og sende det i udbud. Så inden vi kommer i gang med at bygge, er vi nok henne sidst på året, og så tager det nok et halvt års tid. Så en åbning omkring næste sommer er mit bedste bud, skyder sygehusdirektøren.
Seneste artikler
Traktor brød pludselig i brand
Akut arbejde standser togtrafik
Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole