DET FØRSTE GRØNNE LYS TIL ET STØRRE BIOGASANLÆG

Gyllens vej rundt i systemet hos Nysted Bioenergi ApS er tidligere blevet nøje drøftet under politikerbesøg på Fuglegårdsvej i Kettinge, hvor der nu er sat gang i de politiske drøftelser omkring udvidelsesplanerne. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen

Udvidelsesplanerne lægger således op til nye bygninger og tanke til at oplagre, behandle og afgasse den øgede mængde biomasse.

Offentliggjort Sidst opdateret

KETTINGE: Et kommuneplantillæg og en ny lokalplan. Det er det, der skal til, for at Nysted Bioenergi ApS kan blive udvidet og i sidste ende en del af de grønne løsninger på en endnu større skala. Planerne for den store udvidelse er nu drøftet igennem hos medlemmerne af Guldborgsund Kommunes Teknik, Klima og Miljøudvalg, og her var der opbakning.

- Vi blev enige i udvalget om at give grønt lys for udvidelsesplanerne, og de skal nu videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet. Det bliver formentlig til oktober, sagen igen kommer på dagsordenen, lyder det fra formand for Teknik, Klima og Miljøudvalget Annemette S. Johnsen (SF).

Større bygningshøjde

Som nævnt tænker Nysted Bioenergi ApS i at udvide biogasanlægget i Kettinge, og her skal det blandt andet gøres muligt at skabe en større bygningshøjde. Udvidelsesplanerne lægger således op til nye bygninger og tanke til at oplagre, behandle og afgasse den øgede mængde biomasse. Herudover etableres nyt luftrensningsanlæg, gasbehandlingsanlæg og varmecentral til procesvarme.

Ifølge den foreløbige sagsfremstilling vil bygningshøjderne være op til 26 meter med skorstene op til 35 meter. Overordnet omfatter projektet også en ny adgangsvej fra Fuglsangvej, modtagefaciliteter, herunder modtagehal, plansilo, industritanke, betontanke til oplag af biomasse samt produktionstanke i stål til biogas, gasrensning, opgraderingsanlæg og en såkaldt BMR-station til tilslutning til gasnettet.

Der tænkes også i i kedel og varmevekslere til produktion samt i genvinding af procesvarme og ikke mindst et luftrensningsanlæg til behandling af ventilationsluft.

Forhøring og borgermøde

Der er lagt op til, at der skal gennemføres en forhøring og herunder et borgermøde samt en høring.

Udvalgsformand Annemette S. Johnsen (SF)

- Der er lagt op til, at der skal gennemføres en forhøring og herunder et borgermøde samt en høring i forbindelse med offentliggørelsen af kommuneplantillæg og lokalplan, som skal godkendes af Guldborgsund Byråd. Det er her, at alle interesserede kan give deres mening til kende i forhold til udvidelsesplanerne, tilføjer Annemette S. Johnsen, som endnu ikke kender til en dato for det kommende borgermøde om udvidelsesplanerne.

Det vil på et senere tidspunkt være muligt at finde mere information om udvidelsesplanerne ved at klikke ind på guldborgsund.dk/hoeringer, hvor man også kan indsende sit høringssvar til. I den to uger lange forhøring vil der blive efterspurgt idéer og forslag til planlægningen af udvidelsen med tanke på at sikre en god dialog med naboer og lokalområdet.

En del af udvidelsen af Nysted Bioenergi ApS handler i øvrigt om at klargøre opsamling af CO2 til fødevareformål eller P2X-teknologier som eksempelvis flybrændstoffer, methanol eller brint. Biogas kan desuden afsættes til transportsektoren som komprimeret biogas eller flydende biogas.

Nysted Bioenergi ApS

  • Første spadestik til Nysted Biogas A.m.b.a. blev i taget i sommeren 1997, og året efter var værket i drift. Ejerkredsen bestod oprindeligt af 24 lokale landmænd, men senere overtog Guldborgsund Kommune ejerskabet. 1. december 2014 blev anlægget købt af Bigadan, som driver anlægget videre under navnet Nysted Bioenergi ApS.
  • Projektet understøtter den grønne omstilling, da biogasproduktion medfører væsentlige CO2-reduktioner; dels ved fortrængning af fossile brændstoffer og dels ved at opsamle drivhusgasser fra husdyrgødning og affald i biogasanlægget. Nysted Bioenergi ApS kan reducere udledning af CO2 med cirka 51.000 ton CO2 om året. Hvis CO2'en opsamles på biogasanlægget, skønnes en yderligere årlig CO2-reduktion på cirka 42.200 ton, det vil sige i alt 93.200 ton. Den samlede årlige CO2-udledning i Guldborgsund Kommune er på cirka 550.000 ton.