Det handler mest om hyggen

Nogle spiller sammen til hverdag, andre havde improviseret et hold til turneringen. Foto: Flemming Keith Karlsen

BILLEDSERIE: For tredje år blev der holdt indendørsstævne da Horbelev IF bød på fodbold, flugtere og fadøl.

Offentliggjort Sidst opdateret

HORBELEV Tag ikke fejl, kære læser. Bare fordi fodboldtrøjerne strammer andre steder, end den gør på dem inde i fjernsynet, betyder det ikke, at stemningen er anderledes.

Fodbold handler om at vinde, også i Horbelevhallen lørdag eftermiddag.

Men det handler nu også om at have det sjovt, score nogle mål og måske nappe en enkelt øl, når sejren skal fejres, eller smertelige nederlag skal dulmes.

- Vi genoptog ideen med et indendørsstævne for tre år siden. Vi havde lige holdt 20 års pause, men nu er det tredje år, vi gør det igen. Vi har desværre ikke haft mulighed for at lave en dameturnerning i år, og det, synes jeg, er en skam. Sidste år havde vi seks damehold, og det var rigtig sjovt, forklarer Flemming Nøhr, medlem af indendørsudvalget i Horbelev IF.

- Men det er gået rigtig godt, og vi har ikke haft hverken skader eller dårlig stemning. Det handler om hyggen, forklarer Flemming Nøhr.

Et kækt forsøg på at blokere modstanderens vej mod mål. Foto: Flemming Keith Karlsen
Kampene endte oftest med mange mål og god underholdning for tilskuerne. Foto: Flemming Keith Karlsen
Bare rolig, det er ikke undslupne fanger fra Storstrøm Fængsel. Foto: Flemming Keith Karlsen
Selv om tøjet næsten er selvlysende, sniger spilleren sig forbi to modspillere. Foto: Flemming Keith Karlsen
Mange mål blev scoret fra egen banehalvdel, når målmanden var ude af buret. Foto: Flemming Keith Karlsen
Nogle gange skal der bare sparkes på kassen og krydses fingre. Foto: Flemming Keith Karlsen