Folk vil have elektricitet - særligt i tider som disse med høje priser på benzin og diesel. Andreas Schulz demonstrerer her. Foto: Ingrid RiisIngrid Riis
Folk drømmer elektrisk, men de er nødt til at vente, før de får nøglerne.
Andreas JohansenAndreasJohansen
OffentliggjortSidst opdateret
NYKØBING Det er ikke helt lige så let at købe en bil i dag, som det tidligere har været. Verdensomspændende pandemi, nylig landkrig i Europa og mange andre globale fænomener betyder, at der i varierende grad er udfordringer med at skaffe særligt de mikrochips, der i biler anno 2022 udgør det centrale omdrejningspunkt for stort set alt det, bilen i dag er i stand til at gøre.
Men hvordan står det til helt lokalt? Folketidendes udsendte tog vandrestøvlerne på og traskede forbi tre af de store, lokale bilforhandlere, der alle ligger dør om dør på deres respektive sider af Skovalléen i Nykøbing for at høre, hvordan situationen helt konkret er på sådan en ellers solbeskinnet fredag.
Første stop på turnéen var hos Frimann Biler, nærmere betegnet hos deres Toyota-afdeling. Her er det blandet andre Peter Rasmussen, der viser nysgerrige købere rundt og fortæller om de forskellige modeller, der er at finde inde og ude. Han bekræfter ganske rigtigt, at der er lidt om snakken.
- I forhold til normalen har vi lidt længere leveringstid - enkelte modeller er der op til 10 måneders ventetid på lige nu. Det skyldes simpelthen, at der mangler nogle af de dele, der skal i bilerne. Særligt elektroniske komponenter mangler de på fabrikkerne. Og så er der stadig noget med fragten. Toyota har også underleverandører i Europa, så her spiller krigen i Ukraine også en smule ind, forklarer Peter Rasmussen.
Der er dog stadig rigeligt med biler, og hvis modellen ikke allerede står på pladsen, kan de fleste findes inden sommerferien, understreger han.
Annonce
På brugtmarkedet flugter niveauet af biler selvsagt med mængden af nye - det er klart.
- Når der går lidt længere tid, før folk får deres nye bil, så holder de også på den brugte den rum tid længere. Men vi har et fint udvalg, synes jeg. Det er dog til at mærke, at folk lige holder lidt længere på deres biler. Men når de så kommer ind til os, så oplever vi, at de næsten udelukkende er interesserede i såkaldte hybridbiler, forklarer han.
En tur i Skovalléens store rundkørsel senere lander undertegnede på Andreas Schulz' kontor, og da der står Schulz Biler på selve bygningen, er det givetvis ikke det værste sted at spørge, hvordan leveringen af biler ser ud lige nu.
- Vi er lidt heldige, at vi fører forskellige mærker. Vi har både Peugeot, Nissan, Mazda og Mitsubishi. Nogle er nærmest stoppet helt med at lave biler for nu, andre producerer næsten som normalt, men vi har heldigvis været forudseende og booket en del til leverance over året, forklarer Andreas Schulz.
- Hvis du kommer og vil have en helt specifik udstyrsvariant i en specifik farve, så skal du givetvis vente - formentlig til engang i efteråret, hvis du bestiller nu. Så værre er det egentlig ikke. Men det er ikke, som det var engang, hvor man kunne gå ind ad døren og pege og få den med hjem med det samme - i hvert fald ikke på alle vores modeller, understreger han.
Et stenkast væk. Sådan ville en ejendomsmægler nok beskrive turen over gaden til M. Skotte. Her har Thomas Skotte godt gang i dagens arbejde da Folketidende kommer forbi, men der er alligevel lige overskud til at svare på et par hurtige spørgsmål om den branche, han trods alt ved ganske meget om.
- Det ser fint ud med de nye biler, sådan helt generelt. Det kniber lidt med at levere de allernyeste modeller - men sådan er det altid, når der kommer noget nyt, så vil alle lige pludselig have fat i det over hele Europa og gerne hurtigst muligt. Men vi kan bestille hjem til de, der gerne vil købe. Så generelt vil jeg sige, at det ikke er det store problem, understreger Thomas Skotte.
De brugte biler er der dog rift om.
- De får generelt ikke lov til at stå ret længe lige nu, så vi er ude og supplere op hist og her. Der er generelt fint gang i salget, synes jeg. Værre er det ikke.
Suzuki Ignis - sådan en har Thomas Skotte stående i sine lokaler denne fredag. Foto: Andreas JohansenAndreas Johansen
Peter Rasmussen fra Frimann Biler beretter om salg af mange Toyotaer, der benytter sig af såkaldt hybridteknologi. De kan både køre på el og benzin. Foto: Andreas JohansenAndreas Johansen