Dialogen er sat i kalenderen

Nu skal naboerne høres i sagen ved et møde i byrådssalen 6. april. Her får de inviterede interessenter lov til at give deres vurderinger af projektet til kende og komme med input til en eventuel udformning. Foto: Anders Knudsen

Den sidste byggeklare matrikel skal bebygges, men hvordan skal det foregå?

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Beboerrepræsentanter og Bådklubben Guldborgsund oplevede ikke, at deres interesse i at indgå i en dialog med Guldborgsund Kommune om eventuelt nybyggeri på Slotsbryggen i Nykøbing blev hørt.

Beslutningen om, hvorvidt der skulle dispenseres, så bygningerne kunne bygges udenfor de eksisterende byggefelter, og ikke mindst en eventuel dispensation til ikke at bygge parkeringspladser tilsvarende mængden af nye lejligheder, i alt 33 i det indsendte forslag, blev dog skudt til side, da Guldborgsund Kommunes teknik, miljø og ejendomsudvalg mødtes 15. marts.

Det lød enstemmigt fra de medlemmer af udvalget, Folketidende i dagene efter beslutningen fik fat på, at dette var den rigtige beslutning. Der er umiddelbart ikke det, der i fagtermer kaldes for "høringspligt" overfor hverken naboer eller andre interessenter i sagen, så der er intet juridisk krav om, at nogen andre end udvalgets medlemmer skal tages med på råd, før der træffes en beslutning, men alle de udvalgsmedlemmer, Folketidende har talt med, så frem til en god og forhåbentlig konstruktiv dialog med naboer og brugere af området, lød meldingen.

Ejeren af den sidste byggegrund på Sophieholmen, matrikel 1574g, ønsker at opføre 33 lejligheder og har søgt dispensation til at bygge lidt udenfor de tidligere godkendte grænser. Foto: Anders Knudsen

Næste uge

Og nu er der så blevet fastsat en dato for, hvornår udvalget sætter sig ned og tager en snak med repræsentanter fra beboerforeningerne på Slotsbryggen og andre, der har interesse i området. Datoen er 6. april, og det skaber glæde på begge sider af bordet.

- Selv om naboerne ikke nødvendigvis formelt set er høringsberettigede i sagen her, så vil vi gerne høre dem alligevel, så vi kan få en dialog om, hvad man ser som mulige gener og gevinster ved projektet - og om de har nogen gode ideer til, hvordan man får det gjort så godt, som det overhovedet er muligt. Selvfølgelig er der nogle udfordringer, det vil der altid være. Parkeringspladser er der ikke nok af, i forvejen er der mangel på dem, og det bliver måske også lidt tæt, hvis man bygger flere boliger uden at bygge flere parkeringspladser, så det skal vi have talt om. Men jeg glæder mig til at høre, hvad der kommer på bordet af gode ideer, lyder det fra Annemette S. Johnsen (SF).

René Fjeldsøe Sørensen (G) er også medlem af teknik, miljø og ejendomsudvalget, og i forhold til at mødes med interessenter er han på linje med sin udvalgskollega.

- Da vi havde sagen på sidst, foreslog jeg, at man tog et møde med de interessenter, der er i området. Det giver som udgangspunkt god mening, fordi de ved, hvad der sker i området hele året rundt, og det gør vi ikke andre altså bare ikke på samme måde. Der er indkaldt til et dialogmøde, hvor de forskellige er indbudt, lyder det fra René Fjeldsøe Sørensen.

Ingen veto

Men bare fordi der skal indledes en dialog, betyder det ikke, at der bliver givet nogen løfter.

- Én ting er, at der er informationsmøde, men det betyder ikke, der er nogen, der har vetoret. Vi skal have så mange input med som muligt, så vi kan træffe den bedst mulige beslutning, forklarer René Fjeldsøe Sørensen.

De inviterede interessenter, der har fået lov at sende én repræsentant hver til mødet i byrådssalen 6. april, er følgende: Ejerforeningen Sophieholmen 10-12, Bådklubben Guldborgsund, Sejlforeningen Viking, Sophieholmen 27-29, Sophieholmen 23-25, Sophieholmen 6-8, afd. 49 og Nykøbing F. Boligselskab.