Digelag: - Intet er ændret

Skilte, der forbyder cykling på diget, står stadig. Foto: Birgitte Grønning

Det Falsterske Digelag kæmper videre mod cykling på diget.

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDFALSTER - Intet er ændret med afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet. Vi kæmper videre for vores diges sikkerhed.

Det fastslår formand for Det Falsterske Digelag, Søren Bjerregaard, efter et langt bestyrelsesmøde med advokatbistand i aftes.

Digelaget er i to omgange blevet underkendt i klagenævnet, og 23. august kom et varsel om påbud fra Guldborgsund Kommune, der vil have skiltene, som forbyder cykling på diget, ned. Men skiltene står stadig på diget, for cyklisterne er fortsat ikke velkomne, selv om kommunens reglement for færdsel dér siden december 2017 har åbnet for cykling.

For digelagets bestyrelse tæller kun bekymringen for, om diget kan holde.

Nået bristepunktet

- Diget har nået bristepunktet med hensyn til færdsel. Det kan ikke tåle det. Og da vores eneste opgave er at beskytte de ejendomme, der ligger bag diget, kan det ikke være anderledes, siger Søren Bjerregaard, som har frist til 8. september med at svare kommunen angående varslet.

Bestyrelsen har i stedet besluttet at benytte sig af de seks måneders frist, afgørelsen fra klagenævnet giver, til via Plexus Advokater at undersøge de juridiske muligheder herunder en eventuel retssag mod Guldborgsund Kommune.

Hyrer digeingeniører

Tiden frem til februar 2020 skal ifølge Søren Bjerregaard også bruges til at hyre private digeingeniører til at yde digelaget teknisk hjælp med at dokumentere og vurdere digets sikkerhed.

- Vores holdning er den samme som altid. Diget fra 1872 er bygget af sand og græs, og det er ikke konstrueret til at færdes på. Vi har forsøgt at få Kystdirektoratet til at hjælpe os med at tage ansvar for digets sikkerhed, men vi bliver afvist med besked om, at de som myndighed kun yder teknisk tilsyn.

- Direktoratet vil med andre ord kun fortælle os, når der er et stort hul i diget, men de vil ikke hjælpe os med at lukke det. Digelaget står altså alene med ansvaret, og derfor tager vi det ekstra alvorligt, siger Søren Bjerregaard.

Der er, siden afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet faldt 14. august, holdt ét møde mellem kommunen og digelaget.