DN kæmper fortsat for at stoppe Kvickly

Danmarks Naturfredningsforening har ikke opgivet at få stoppet byggeriet af et nyt Kvickly-varehus oven på en tidligere kirkegård ved Højbroen i Nykøbing F.
 
Nu klager foreningen til Naturklagenævnet over Guldborgsund Kommunes dispensation fra lokalplanen, der tillader butikker op til 3.000 kvadratmeter. Kommunen har givet Coop Danmark lov at bygge 3.700 kvadratmeter varehus på grunden. En ny udgave af planloven tillader netop 3.500 kvadratmeter plus 200 ekstra til personalerum.
 
Danmarks Naturfredningsforening mener, at dispensationen rækker ud over kommunens kompetence til at dispensere, og beder Naturklagenævnet give foreningens klage opsættende virkning.
 
Coop Danmarks bygherre, Detail Development, er i følge teamleder i Guldborgsund Kommunes byggesagsbehandlingsafdeling, John Jensen, ellers kun få dage fra at have en grave- og støbetilladelse i hånden. Umiddelbart derefter går gravemaskinerne i gang med at rydde den tidligere kirkegård for ligrester.
 
- Påbegyndes gravearbejdet, vil det medføre en irreversibel destruktion af Assistens Kirkegård, skriver formand for Danmarks Naturfredningsforening i Guldborgsund Sven Thorsen i sin klage.
 
Han kræver - som han har gjort det siden 2001 - at kommunen, der har solgt Coop Danmark byggegrunden, respekterer det gavebrev, som i 1844 overdrog grunden til kommunen.




Danmarks Naturfredningsforening klager til Naturklagenævnet over Guldborgsund Kommunes accept af Kvickly-byggeriet ved Højbroen.

Offentliggjort Sidst opdateret