Dølle udvider: Bliver større end nogensinde
Billetterne til næste års damefrokost på Dølle sættes til salg 5. januar, og i år bliver der plads til flere feststemte kvinder end nogensinde før. Arkivfoto: Ingrid Riis
Foto: Ingrid Riis
Antallet af billetter til både dame- og herrefrokosten udvides til næste års marked.
Der bliver plads til flere deltagere end nogensinde før ved dame- og herrefrokosterne på Dølle - tidligere kendt som Døllefjelde-Musse Marked - til næste års marked.
Damefrokosten får plads til 1600 deltagere, og herrefrokosten får plads til 400 deltagere. Det oplyser markedsformand Per Hansen.
- Vi laver en lille ændring i bordopstillingen til damefrokosten, og det betyder, at vi får plads til lidt flere deltagere i teltet. Og teltet til herrefrokosten udvider vi med fem meter i længden, forklarer Per Hansen.
Samtidig - og det vil nok særligt interessere kvinderne, der vil til damefrokost - ændrer man lidt på proceduren, når man skal bestille billetter. Det skyldes, at markedet har skiftet billetudbyder til Ticketmaster.
Der plejer at være voldsom rift om billetterne til damefrokosten, og de bliver stadig sat til salg den første fredag i januar - hvilket denne gang er den 5. januar, men tidspunktet er ændret fra klokken 08.00 til 10.00.
Det skyldes ifølge markedsformanden dels, at man er begyndt at benytte en form for kø-system, som skulle lette presset en smule, og samtidig for at sikre, at supportmedarbejderne hos udbyderen Ticketmaster er klar ved skærmene, hvis der skulle blive brug for dem.
Derudover vil man opleve, når man bestiller billetter, at man ikke længere skal bruge tid og kræfter på også at vælge placering i teltet. Det nye system sørger selv for at tildele deltagerne pladser, og det skulle ifølge Per Hansen også gerne gøre billetbestillingsprocessen hurtigere.
Damefrokosten finder sted lørdag 4. maj fra klokken 12 til 16, mens herrefrokosten foregår samme dag fra klokken 13 til 16.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker