Dølle-vejret kan både blive til paraply og solhat

Græsplæner, marker og skoven har de sidste dage fået det regn, de så hårdt trængte til efter en rekordvarm og solrig april. Og vejret i bededagsferien slutter langt bedre, end det starter. Sol, tørvejr og temperaturer op til 17 til 18 grader.

Men vagtchef hos DMI (Danmarks Meteorologiske Institut - og ikke Døllefjelde-Musse Idrætsforening, red.) Mogens Bendtsen har været lidt bekymret.
- Jeg troede, at vi havde brugt hele foråret i april og skulle have aprilvejr i maj, men nu lysner det, siger han.

Fredag vil det fortsat være skyet med stedvis regn og byger. Vinden har lagt sig, og det bliver op til 17 grader. Lørdag kommer solen så småt frem, selv om det er klogt at tage paraplyen med på tur.

Søndag og mandag kommer gennembruddet, lover Mogens Bendtsen, hvor det vil være mest tørt med en del sol. Lokalt kan termometret nå helt op på 19 grader.
/ritzau/




Vejret i bededagsferien slutter langt bedre, end det starter, forudser Danmarks Meteorologiske Institut.

Offentliggjort Sidst opdateret