Dømt for at filme sex

En ung mand erkendte i retten, at han havde krænket en piges blufærdighed. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Ung mand er blevet dømt for blufærdighedskrænkelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING For et år siden - 5. januar 2021 - filmede en dengang 19-årig mand et samleje mellem en anden mand og en 15-årig pige. Det skete på en adresse i Sakskøbing, og efterfølgende viste den 19-årige videoen til flere andre.

Det er den nu 20-årige mand for nylig blevet dømt for ved Retten i Nykøbing. Her erkendte han sin skyld og fortalte, at der havde været flere til stede på adressen i Sakskøbing - deriblandt den 15-årige piges søster.

Han og søsteren havde ved 23-tiden hørt lyde fra værelset ved siden af og fik et grineflip. De åbnede døren og så, at der var et samleje i gang, og han fiskede sin mobiltelefon frem og filmede i 5-10, måske 15 sekunder. Man kunne se hende bagfra sidde på manden med tøj på overkroppen og bar numse, og på et tidspunkt vendte hun sig om.

Efterfølgende bad den 15-årige pige ham om at slette videoen, og det gjorde han også et par dage efter. Men inden da havde han været til en fest, hvor han hevde vist den til fire personer.

I retten fortalte han, at han ikke havde videresendt videoen til nogen og heller ikke havde lagt den op på sociale medier. Da han erkendte sin skyld, og hans forklaring i øvrigt blev underbygget af forklaringer fra flere vidner, fandt retten ham skyldig og idømte ham 20 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år.

At det blev 20 dage betinget skyldtes, at retten lagde vægt på, at videofilmen var meget kort, og at han ikke havde delt den digitalt.

Den 15-årige pige, der nu er 16 år, havde krævet en godtgørelse på 15.000 kroner for tort, og det krav tog retten til følge - men manden blev kun dømt til at betale 5.000 kroner. Derudover skal han betale sagens omkostninger.