Dømt for voldelig "inkasso"

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

To mænd er dømt for at have udøvet vold og ulovlig tvang.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING En sommerdag i 2019 troppede tre mænd op ved en lejlighed i Dronningensgade i Nykøbing og slog en beboer i ansigtet. De forlangte, at han skulle betale en gæld på 7.800 kroner. Da han ikke straks hostede op med pengene, fortsatte volden, mens de tvang ham til at låse sig ind.

Indenfor fortsatte slagene, ligesom de væltede ham ned fra en stol og forlangte, at han skulle logge på sin bankkonto. Da han ikke gjorde det, fik han flere slag i hovedet, inden de stak af med en trussel om at ville komme igen for at hente pengene.

Offeret meldte sagen til politiet og kunne identificere to af gerningsmændene - den nu 27-årige Jesper Jensen og en 28-årig - og de har nu været for retten. Men inden da opsøgte Jesper Jensen sammen med to andre uidentificerede personer i januar i år offeret og truede ham - han skulle med ud at køre en tur ...

I retten nægtede de to sig skyldige, men to kvinder bekræftede som vidner, at de den pågældende sommerdag havde set offeret blive opsøgt af de tre mænd i Dronningensgade. De to gerningsmænd blev blandt andet identificeret ved, at den ene har en tatovering, og den andens bil blev brugt, da de tre gerningsmænd ankom til lejligheden.

På den baggrund fandt retten det bevist, at de tre personer havde været der og slået og truet offeret.

Hvem der præcist gjorde hvad, var det ikke muligt at afdække, men retten vurderede, at de havde handlet i forening, idet, som det formuleres i dommen, "voldsudøvelsen har ligger inden for det påregnelige ved en sådan uautoriseret "inkassoforretning"".

I retten erkendte Jesper Jensen, at han i januar havde opsøgt offeret kort før midnat den pågældende dag. Men det var for at aflevere nogle smøger til ham, påstod han. Men det troede dommeren ikke på, så Jesper Jensen blev ikke alene fundet skyldig i vold og ulovlig tvang, men også i vidnetrusler.

Jesper Jensen er straffet flere gange tidligere, blandt andet få uger inden den aktuelle sag, hvor han fik tre måneders fængsel for vold og trusler om vold. Oveni den dom har han så fået en tillægsstraf på fire måneders fængsel.

Den 28-årige fik en dom på 60 dages betinget fængsel og skal udføre 80 timers ulønnet samfundstjeneste, ligesom han skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen. Derudover skal de betale sagens omkostninger.