Drabssigtet får sin fortid endevendt

Den 52-årige kvinde, der lige nu sidder bag tremmer sigtet for drabsforsøg i Næstved og drab i Gedser, får sin fortid gennemgået med en tættekamp af politiet.  
Rygter om yderligere to mistænkelige dødsfald i kvindens nærmeste familie er ikke det eneste, der bliver undersøgt i øjeblikket. Det oplyser efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen til folketidende.dk.
 
- Vi kigger på de to sager, for at se om der er nogen holdepunkter for at tro, at der er sket noget kriminelt. Ligesom vi kigger generelt på, hvilke forhold, der skal tages op.
 
Hvilke forhold kunne det være?
 
- Det kan man ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Og det er ikke sikkert, at der er noget andet. Men som jeg har sagt tidligere, så har efterforskningen afstedkommet nogle spørgsmål for os, der får os til at kigge på den fængsledes fortid. Der kigger vi bredt. Og så må vi se, hvad det giver anledning til.
 
Den bemærkelsesværdige sag har vakt opsigt over hele landet, og kastet adskillige spekulationer af sig i medierne. Ind til videre holder politiet dog selv kortene meget tæt på kroppen.
 
- Vi kan ikke sige så meget om efterforskningen. Det er sådan, at efterforskningen langt fra er afsluttet, og det vil vare lidt, før den er det, fastslår Søren Ravn-Nielsen.




Rygter om to mistænkelige dødsfald er ikke det eneste, som politiet undersøger i øjeblikket

Offentliggjort Sidst opdateret