Drabssigtet søgte kontakt

Det er meget forskellige billeder, der bliver tegnet af den 52-årige kvinde, der lige nu sidder sigtet for drab på Ditlev Feldinger i Gedser og et drabsforsøg på Bent Laursen i Næstved.
Mens nogle naboer mente hun var sær og derfor holdt sig på afstand, så fremstod hun for andre ganske almindelig.

Det samme gjaldt i første omgang for et medlem af den singleklub i Næstved, hvor den 52-årige kvinde mødte den mand, som hun i dag sidder sigtet for drabsforsøg på.

Medlemmet, som BT har talt med og som i avisen optræder som NN, forklarer, at kvinden virkede normal og velformuleret, men måske også en smule ensom.

- Hun kom med mange oplysninger om sig selv, hvilket undrede mig meget, forklarer NN til BT og betegner den 52-årige kvinde som kontaktsøgende.

Det viste sig senere, at alt ikke var som det skulle være hos den 52-årige kvinde.

Smidt ud af singleklub
En dag, da NN skal samle hende op på hjemadressen, så finder NN hende liggende sammenkrøllet på køkkengulvet. Tilkaldte ambulancefolk konstaterer efterfølgende, at der ligger sprutflasker i skraldespanden.

- Men hun benægter fuldstændigt, at hun har drukket. Hun siger, at hun bare har det dårligt. Hun har et iltapparat i sit hjem, som de så giver hende på. Derefter går de igen, forklarer NN til BT.

Ifølge BT bliver den nu drabssigtede kvinde hurtigt smidt ud af singleklubben, da hun flere gange optræder beruset og ved en enkelt lejlighed har sin 16-årige søn med, som hun køber øl til.

Hun når dog at få kontakt til Bent Laursen, som hun senere flytter ind hos. I december forsøgte hun at stikke ham ihjel med en køkkenkniv. Efterfølgende undersøgelser har siden vist, at han frem mod drabsforsøget var blevet udsat for morfin over en længere periode.




Der tegner sig et broget billede af den 52-årige kvinde, der sidder sigtet for giftdrab i Gedser

Offentliggjort Sidst opdateret