Dyrere at have børn i dagpleje

guldborgsund Forældre med børn i den kommunale dagpleje skal næste år betale næsten 2.600 kroner mere for at få passet deres barn.

Da man fastlagde dagplejebetalingen ved overgangen til Guldborgsund Kommune har man simpelthen været for optimistisk omkring børnetallet. For i virkeligheden har der været langt færre børn, end man havde regnet med. Og det betyder, at der også er færre forældre til at deles om at betale de faste udgifter og fællesudgifterne, som er forbundet med den kommunale dagpleje.

Derfor stiger taksten næste år med 214 kroner om måneden i den kommunale dagpleje, så prisen lander på 1.866,13 kroner.

Slipper for stort prishop

Hidtil har Guldborgsund Kommune ydet et tilskud på 4.204 kroner for de nul til toårige børn, som bliver passet i eksempelvis privat dagpleje.

Dermed har kommunen givet et større tilskud end det minimumsbeløb, loven fastsætter.

Kommunen havde mulighed for at sætte beløbet ned med næsten tusind kroner pr. måned. Men har valgt at fastholde tilskuddet på 4.204 kroner.

- Vi ønsker ikke at trække tæppet væk under ordningen, det ville ikke være rimeligt at beskære tilskuddet.

- For den enkelte forældre er det i forvejen ikke et attraktivt tilbud rent økonomisk, fordi de private ordninger er dyrere i forhold til en kommunal dagplejeplads. Og samtidig er det stadig billigere for kommunen, fordi det kommunale tilskud er mindre end det en kommunal dagplejeplads koster, siger formanden for børn- og skoleudvalget, Jens-Erik Boesen (V).

Han glæder sig over, at alle andre daginstitutionstakster stort set holdes i ro.

Det betyder, at en vuggestueplads stiger seks kroner til 2.646 kroner og vil koste halvdelen heraf - nemlig 1.323 kroner - en stigning på tre kroner.




Offentliggjort Sidst opdateret