E55: Opgradering kan ikke genbruges

Der er ofte tæt trafik på rute E55 mellem Nykøbing og motorvejen, og der er også sket flere alvorlige ulykker på strækningen de senere år. Folketingets partier har derfor afsat penge til at opgradere tre af de farligste kryds på strækningen. Foto: Claus Hansen/arkiv

Rute E55 skal opgraderes ved at ombygge tre kryds på strækningen. Men hvis man senere vil udvide vejen, vil det kun være én af de tre ombygninger, der kan genbruges, vurderer Vejdirektoratet

Offentliggjort Sidst opdateret

FALSTER Det var ikke videre populært blandt flere af de lokale byrådspolitikere, da regeringen og Folketingets øvrige partier i slutningen af juni indgik en ny infrastrukturaftale uden at have afsat penge til en udvidelse af rute E55 på strækningen mellem Sydmotorvejen ved Højmøllen og Nykøbing fra de nuværende to til tre eller fire spor.

I stedet afsatte man 48 millioner kroner til at ombygge tre af de farligste kryds på strækningen - hvoraf to skal være rundkørsler.

En række lokale byrådspolitikere havde ellers sat næsen op efter, at politikerne på Christiansborg ville opfylde deres ønske om at afsætte penge til, at den ofte stærkt trafikerede vej kunne blive udvidet til tre eller fire spor - både af hensyn til fremkommeligheden og trafiksikkerheden.

Et ombygget kryds kan blive

Sådan gik det altså ikke, men hvis politikerne på et tidspunkt skifter mening og beslutter sig for at udvide vejen alligevel, vil det formentlig kun være et af de tre ombyggede kryds, der ikke skal bygges om igen.

Det fremgår af en indstilling fra Vejdirektoratet omkring rute E55's fremtid, som via Folketingets transportudvalg blev offentliggjort omtrent samtidig med indgåelsen af infrastrukturaftalen. Heri skriver Vejdirektoratet blandt andet om den såkaldte 0+-løsning:

"Det er Vejdirektoratets vurdering, at denne løsning vil afhjælpe uheld og forbedre fremkommeligheden i disse tre kryds. Ønskes der en senere udbygning, vil det kun være rundkørslen ved Skovallén, der kan genbruges i forbindelse med én af udbygningsløsningerne."

Her henvises til krydset ved Skovalléens udmunding i Gaabensevej, som altså skal ombygges til en rundkørsel.

Ligeledes foreslås det, at krydset ved Eskilstrup Vestergade tæt ved Højmøllen ombygges til en rundkørsel, mens der i lyskrydset ved Nordensvej (ved Rema 100, red.) foreslås en justering med bundne venstresving.

Anbefaler kombi-løsning

Hvis politikerne i stedet havde valgt en udbygning af strækningen, lyder anbefalingen fra Vejdirektoratet, at man så burde vælge en kombinationsløsning med en fuld udbygning af vejen til fire spor på strækningen fra motorvejen til krydset ved Skovalléen og Gaabensevej, hvor der altså skal bygges en ny rundkørsel.

På den resterende del af strækningen mellem Nykøbing og den nye rundkørsel anbefaler Vejdirektoratet en 2+1-løsning med to spor i nordgående retning fra rundkørslen ved omfartsvejen og et spor i sydgående retning. Det skyldes, at man på grund af vejens bredde ellers ville være nødt til at rive broen over Bangsebrovej ned og erstatte den med en ny bro.

Da beregningerne ifølge Vejdirektoratet viser, at der ikke er kapacitetsproblemer på denne del af strækningen, valgte man altså at anbefale den tresporede løsning og lade broen stå.

Den fire sider lange indstilling fra Vejdirektoratet oplister på baggrund af vvm-undersøgelsen og den efterfølgende høringsfase de tre opstillede scenarier for at opgradere E55 - den såkaldte 2+2-løsning, hvor vejen udvides til to spor i hver retning, eller en 2+1-løsning, hvor der skiftevis er et spor i den ene retning og to spor i den anden, og så altså den valgte 0+-løsning.

Fælles for alle tre løsningsmodeller er, at de ifølge Vejdirektoratet vil have en positiv samfundsøkonomi.

En udvidelse af E55 vil ifølge myndighedernes beregninger koste op imod 10 gange så meget, som den valgte løsning med ombygningen af de tre vejkryds.

Ifølge den indgåede infrastrukturaftale skal opgraderingen af E55 gå i gang til næste år.