Efter flere år under bæltestedet: Nu bliver det mere Morten Korch

Der er masser af muntre sager med på scenen ved årets dilettantforestilling på Slemminge Skole. Privatfoto

Slemminge-Fjelde Beboerforenings aktører på dilettantscenen er klar med en farce, hvor det hele bare bliver for meget for Harald. Og denne gang holder aktørerne sig - ifølge instruktøren - mere over bæltestedet end i tidligere år.

Offentliggjort Sidst opdateret

De seneste år har aktørerne fra Slemminge-Fjelde Beboerforening været godt under bæltestedet for at binde handlingen i endnu en dilettantforestilling sammen.

Sådan bliver det ikke helt i år. Det sørger instruktør Helle Lone Pedersen.

Helle bestemmer

- Det er mig, der bestemmer, hvilken forestilling vi laver. For det er mig, der tager teksterne med hjem for at se, om jeg kan se mine dilettanter i de forskellige roller. Jeg ved jo, hvad de kan, og hvad jeg kan sætte dem til.

Sådan lyder det fra Helle Lone Pedersen, der altså har valgt en farce af Ole Caspersen. Stykket hedder Haralds køer, og det skulle altså være en del mere over bæltestedet end de seneste års dilettantforestillinger i Slemminge.

Mere over bæltestedet

Det er lidt mere Morten Korch-agtigt og dermed lidt mere over bæltestedet, end vi tidligere har været

Helle Lone Pedersen, instruktør

- Haralds køer er valgt, fordi vi trænger til noget, der er lidt mere Morten Korch-agtigt og dermed lidt mere over bæltestedet, end vi tidligere har været, forklarer instruktøren, der for tredje gang står i spidsen for dilettanterne fra Slemming-Fjelde Beboerforening.

I den kommende weekend rykkes der rundt på ting og sager i gymnastiksalen på Slemminges tidligere skole. Hvad der bliver skabt, bliver først afsløret til næste uges generalprøve fredag og premieren lørdag.

Trekvart udsolgt

Fredag starter løjerne klokken 19 med kaffe og kage indover, og lørdag kan der bestilles mad inden forestillingen, og så er det 17.30, der er mødetid i den gymnastiksal, hvor der kan være 100 publikummer.

- Jeg tror, vi har solgt trekvart af billetterne indtil videre. Men der skal nok blive fuldt hus, det plejer der at være, siger Helle Lone Pedersen.

Hun kunne godt tænke sig igen at stå på scenen, som hun har gjort så ofte før. Endda ofte i nogle af de store roller.

Er godt kørende

- Men nu føler jeg, at jeg kan slappe lidt mere af ved bare at være instruktør. Jeg blev valgt til at være instruktør efter Estrid (Hemmingsen, red.), fordi jeg var en af de rutinerede kræfter. Det skulle være mig, hvis der skulle findes en afløser, så sådan blev det, lyder det fra instruktøren, som nyder godt af en stærk grundbesætning.

- Dilettanteriet lever i bedste velgående i Slemminge, og folk er også gode til at støtte op, roser Helle Lone Pedersen.

Om dilettant

Når Slemminge-Fjelde Beboerforening endnu engang byder op til dilettantforestilling på Slemminge Skole, sker det naturligvis med en hel stribe aktører på og omkring scenen.

I rollen som Hans ses denne gang Jim Hansen, Hilda spilles af Inge Pabst, mens Harald spilles af Erling Knudsen.

I rollen som dyrlæge kan man opleve Nicki Jensen, rollen som Rigmor tager Conny Hovmand sig af og som Trine ses Hope Przybylak.

Jonas spilles af Kenneth Jacobsen, mens Ko 185 spilles af Anne-Dorthe Hansen og Ko 210 spilles af Henriette Lindholm Olsen.

Der er også en rolle som Sladretante 1, og den tager Anne-Dorthe Hansen sig af.

Som Sladretante 2 ses Henriette Lindholm Olsen, og instruktør er Helle Pedersen.

Der er billetter at få samt tilmeldingsfrist fredag i denne uge til Jane Hansen på tlf. 61 75 13 67, hvis man vil have enten kaffe og kage fredag eller en lørdagsbillet med platte fra Nysted Slagteren ved lørdagens premiere i næste uge.