Efter Guldboxen: Nu dropper de nyt byggeri
I mange år har Nykøbing Katedralskoles årlige translokation fundet sted i Nykøbing F. Hallerne, og det vil den fortsætte med. Planerne om en ny hal på skolens matrikel er nu endeligt droppet - især på grund af åbningen af den nye hal 4. Arkivfoto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
En sportshal ved Nykøbing Katedralskole gennemføres ikke, selvom projektet er godkendt af Planklagenævnet.
NYKØBING: En ny sportshal har i årevis ligget højt på ønskelisten for Nykøbing Katedralskole. Det ville afhjælpe en presset kapacitet i Guldborgsund Kommunes haller, ligesom det ville gøre det lettere at kunne afvikle galla, eksamener, idrætstimer og translokationer i baghaven.
Alligevel valgte bestyrelsen i september at droppe planerne.
- Der er flere fordele ved ikke at opføre en hal, forklarer rektor Morten Pape Nielsen.
- Planerne om at bygge en hal her på matriklen gik i gang, noget tid inden planerne om den nye Hal 4 under Guldborgsund Kommune gik i gang. Nu er Hal 4, eller Guldboxen, kommet, og det har givet langt mere plads og færre aflysninger, siger han.
En del af lokalsamfundet
Dertil er der også den økonomiske besparelse. En ny sportshal vil årligt koste 100.000 kroner i ekstra drift samt 400.000 kroner i afskrivninger.
Når der nu er lavet en rigtig flot ny hal hos kommunen, er der ingen grund til, at vi også bygger.
Morten Pape Nielsen, rektor, Nykøbing Katedralskole
- Vi har haft mange ressourcemæssige overvejelser over, hvor meget vi skal bruge og bygge. Og når der nu er lavet en rigtig flot ny hal hos kommunen, er der ingen grund til, at vi også bygger. Vi har samtidig fået forhandlet nogle gode aftaler på plads med hallen, så vi blandt andet kan afholde translokation gratis.
De penge, katedralskolen sparer på at droppe byggeriet, kan bruges på spændende foredrag, udflugter, undervisningsmidler og tiltag, der i det hele taget kan styrke elevernes trivsel og det eksisterende udeområde.
- Vi har også en vision om, at Nykøbing Katedralskole skal være en større del af lokalsamfundet. Og med den vision giver det mening at fortsætte det gode samarbejde, vi har med Nykøbing F. Hallerne, siger Morten Pape Nielsen.
Han tilføjer, at det at være på god fod med naboerne, som har været stærkt kritiske over for halbyggeriet, også har en betydning for afgørelsen.
Ikke afgørende for valget
Den 22. februar 2022 vedtog Guldborgsund Kommune, at der ikke skulle laves en miljøvurdering i forbindelse med lokalplanen. I samme omgang vedtog kommunen endeligt planen.
Det fik en gruppe naboer til at klage over screeningsafgørelsen og planvedtagelsen. Men Planklagenævnet kunne ikke give medhold, hvilket blev meldt ud for snart et år siden.
Siden er spørgsmålet om hallen blevet behandlet på flere forskellige lag på katedralskolen. Idrætslærerne har været de største fortalere for den, imens der i elevrådet kun var en enkelt stemme for at bygge hallen.
- Blandt andet nævnte flere elever, at en sportshal ikke var afgørende for, at de ville vælge katedralskolen. Og havde det nu været omvendt, så ville vi måske genoverveje det. Men nu var stemningen blandt eleverne ikke umiddelbart for, og så hjalp det på beslutningen, siger Morten Pape Nielsen.
Han tilføjer, at eleverne i stedet har efterspurgt nyere omklædningsfaciliteter i den eksisterende hal, og det vil blive efterkommet.