Efter heftig debat: Nu er tårer skiftet ud med smil

De studerende havde assistance fra Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS), da der mandag i sidste uge var krisemøde om situationen. Fra venstre er det Silja Christiansen, Kristine Klarskov, Sebrina Christiansen, Burak Ulrich Ulucan (PLS) og Katrine Birch. Foto: Anne Katrine Petersen

Studerende med tårer i øjnene er vendt til studerende med smil på læben. Alle kan blive i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det gav anledning til masser af reaktioner, da det i begyndelsen af sidste uge kom frem, at studerende fra vinteroptagets pædagoguddannelse havde fået en besked om, at 19 af holdets 30 elever ikke kunne læse deres specialisering i hverken Nykøbing eller Vordingborg. De skulle muligvis til Roskilde eller Slagelse. Kristine Klarskov er en del af holdet og hun beskrev de studerendes reaktion således:

- Der var faktisk en ret dårlig stemning. Folk begyndte at tale i munden på hinanden, og der var flere som begyndte at græde.

Blev lyttet til

Men nu kan de studerende ånde lettede op. Fredag tikkede en besked fra Katrine Wolin, centerchef på pædagoguddannelsen ind til dem, hvor der står:

"Vi har vurderet, at vi med jeres årgang godt kan fortsætte med den praksis, vi altid har haft. Det betyder, at I vil få mulighed for at vælge en af de tre specialiseringer i Nykøbing og følge undervisning relateret hertil i Nykøbing."

Katrine Wolin inviterer desuden til et onlinemøde om sagen mandag morgen klokken 8.

Læs også: "Flere begyndte at græde," da de fik den nedslående besked

Sebrina Christiansen går i den pågældende klasse, der nu for alles vedkommende får sin uddannelse lokalt.

- Det er enormt rart, at der er blevet lyttet til os. Vi er rigtig glade, siger hun og fortæller desuden om reaktionen på beskeden:

- Jeg tror, flere havde det sådan lidt, "Vi behøver ikke at holde et møde. Vi vil bare gerne sige tak - det er en lettelse." Nu er der ingen, som skal flytte, og heller ingen som skal sadle helt om i forhold til uddannelse, lyder det.

Nu er der ingen, som skal flytte, og heller ingen som skal sadle helt om i forhold til uddannelse.

Sebrina Christiansen, pædagogstuderende

Gik ind i debat

Sagen har givet anledning til en masse debat, som de studerende også har fulgt med i og deltaget i på Folketidendes sociale medier. Om det siger Sebrina Christiansen:

- Nogen har ikke kunnet forstå, at vi ikke bare kunne flytte og fortalt om, hvordan de selv rykkede 50 kilometer og længere væk. Men forskellen er jo, om man var klar over det, da man meldte sig til. Det har været vores hovedpointe i debatten. Nu kan vi gå glade på weekend, jubler hun.

Hvilken løsning der helt konkret bliver tale om for holdet, ville Folketidende gerne have talt med Katrine Wolin om. Hun vendte desværre ikke tilbage til avisen før deadline.