EFTER KONKURS: BANK HAR PANT I GRUND MED BYGGEPLANER
Det lykkedes Bo Jørgensen at redde store dele af sit firma, som gik konkurs i december. Og han har ikke lagt byggeprojektet ved bowlinggrunden i graven. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Bo Jørgensen ejer en del af området, som kan blive forandret med et lokalplanforslag 212. Han vil gerne videre med et etagebyggeri i området, da hans grund ikke er en del af konkursboet efter Bo-Hus. Men det er ikke kun op til ham.
NYKØBING: - Vi vil fortsat gerne lave et projekt på grunden. Det er en god placering.
Sådan siger Bo Jørgensen, direktør i Bo-Hus, om et måske kommende byggeri på bowlinggrunden i Nykøbing. Byggeriet er kendt som H.P. Jensens Hus og kan muliggøres af lokalplanforslag 212.
Forslaget var til høring i september og oktober måned. I december gik Bo Jørgensens virksomhed konkurs, men det har ikke haft konsekvenser for planerne i området.
- Der har været en høringsperiode, hvor folk stiller mange spørgsmål. De er under opklaring, som jeg forstår det. Den sidste melding før konkursen var, at planafdelingen ville granske høringssvarene, og det gør man ikke på en måned, når der er kommet så mange. Det har vi fuld forståelse for. Siden da har jeg ikke hørt noget, men jeg har heller ikke haft travlt med det. Der har været rigeligt at se til, siger Bo Jørgensen med tanke på arbejdet med at redde store dele af sin virksomhed.
Tilliden intakt
At Guldborgsund Kommune og Bo-Hus i december ikke kunne finde hinanden i forhandlingerne om at færdiggøre byggeriet af Sundskolen, får ikke Bo Jørgensen til at ryste på hånden i forhold til etagebyggeriet på den tidligere bowlinggrund.
- Vi kigger ikke på det med andre øjne. Der er tillid til planafdelingens arbejde med sagen, siger Bo Jørgensen, der skal finde en investor til projektet.
Bo Jørgensen fortæller, at konsekvenserne af konkursen i forhold til hans holdingselskab endnu ikke er helt afklarede. Grunden, hvor der tidligere lå et autoværksted, ligger i holdingselskabet, som ikke er gået konkurs.
- Grunden på Neergaardsvej 1 er ikke en del af konkursen. Jeg må dog ikke agere helt frit, fordi banken har pant i det, så jeg kan ikke operere uden velsignelse fra banken.
Men med den usikkerhed har du så ikke overvejet at sætte planerne på pause?
- Jeg har en meget konstruktiv dialog med Jyske Bank. De ser også positivt på projektet. Usikkerheden består mere i prisniveauet i byggebranchen og den relativt høje rente.
Usikkerheden består mere i prisniveauet i byggebranchen og den relativt høje rente.
Bo Jørgensen
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned