Ejendomsmægler søger forpagtere

Det gennemrenoverede Nørrevang er klar til overtagelse og har netop fået en erhvervsejendomsmægler på sagen med at finde en forpagter. Foto: Anders Knudsen

Efter renovering til 25 millioner kroner er der endnu ikke fundet forpagter.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Det gennemrenoverede Nørrevang på Marielyst har igennem længere tid ledt efter forpagtere.

Nu er der sat en erhvervsejendomsmægler på sagen, nemlig Andrea Mørk, som har haft sagen på bordet i en lille måneds tid. Hun fortæller, at det skal koste 2,1 million kroner at forpagte stedet på årsbasis.

- Vi har haft nogle stykker ude at se på det, siger hun.

Indtil videre har det ikke givet pote.

- Der er mange restaurationer til salg eller forpagtning lige nu. Det skyldes blandt andet coronakrisen, og den er også medvirkende til, at folk bliver mere forsigtige. Der skal rekrutteres meget mandskab til sådan et sted, siger hun, men påpeger i samme ombæring, at ejerne er meget fleksible.

På den gamle kro er de 28 værelser helt nyistandsat. Der er kommet nyt stråtag på, så det ikke længere regner ind i de store selskabslokaler. Det har kostet 25 millioner kroner, fortæller Andrea Mørk, der estimerer, at stedet kan lave omsætning for 20 millioner kroner. Hvilke gæster, stedet passer godt til, kommer til at afhænge af, hvad de kommende forpagtere vil med stedet.

- Når jeg ser på værelserne, vil jeg vurdere, at det hverken er i den helt dyre eller den helt billige ende, forklarer hun.