Ekstraordinær og presset situation på sygehuse

Der er stort pres på særligt de medicinske afdelinger på regionens sygehuse i øjeblikket. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Der er stort pres på de medicinske afdelinger på sygehusene i Region Sjælland i øjeblikket. Det kan få betydning for en række patienter.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER - Vi er i en ekstraordinær og presset situation på de medicinske afdelinger på sygehusene i hele Region Sjælland i øjeblikket.

Sådan lyder meldingen fra regionsrådsformand Heino Knudsen (S), efter at politikerne i regionens forretningsudvalg i går onsdag var samlet til et ekstraordinært møde, hvor de blandt andet fik en orientering om det, der i mødereferatet betegnes som en "udfordret driftssituation på sygehusene".

- Det skyldes blandt andet, at vi har haft en pukkel efter covid-19-nedlukningerne, som vi skulle indhente. Så har der været sygeplejerske-strejke og ferieafvikling, og RS-virus er i voldsom vækst i øjeblikket, og samtidig kigger vi ind i en kommende influenza-sæson, så der er et markant pres, og vi har i forvejen svært ved at rekruttere personale til det medicinske arbejde, forklarer Heino Knudsen videre.

Konsekvensen kan derfor blive, at nogle patienters operationer eller aftaler bliver udsat, men det er ikke noget, der er truffet beslutning om endnu.

- Vores tilgang til det fra politisk side er, at der kan blive behov for en prioritering i en periode. Det er vigtigt, at de akutte patienter og kritisk syge behandles. Vi benytter os også af privathospitaler, men der er kapaciteten også presset.

- Vi har sagt meget tydeligt fra politisk side, at hvis der mangler penge, er vi villige til at bevilge det, men meldingen er, at det mere er hænder end penge, der mangler. Vi forsøger at skaffe alt det, vi kan - for eksempel ved at betale personalet for frivilligt ekstraarbejde, men det skal også være under respekt for vores personale og deres privatliv. Der er ingen quickfix-løsning, siger regionsrådsformanden.

I referatet fra forretningsudvalgsmødet står der blandt andet, at "forretningsudvalget konstaterede, at situationen vil kunne medføre midlertidige omprioriteringer af aktivitet og ressourcer for at sikre patientsikkerhed, behandling af akutte patienter, kræftpatienter og andre patienter med livstruende sygdomme samt for at sikre arbejdsmiljøet. Omprioriteringerne kan betyde midlertidige nedlukninger eller sammenlægninger af afsnit."

Claus Bakke fra Venstre, som også sidder med i forretningsudvalget, er frustreret over situationen, som han ifølge eget udsagn længe har forsøgt at advare om.

- For mig at se er vi på katastrofekurs. Der er alt for stort pres på de medicinske afdelinger og akutafdelingerne. Jeg synes, det er dårlig politisk ledelse, og man laver lappeløsninger og skolder både patienter og personale. Man har lige siddet i budgetforhandlinger, hvor de her bekymringer blev hældt ned ad brættet, siger Claus Bakke.

Heino Knudsen er dog ikke enig i, at man fra politisk side ikke har taget situationen tiltrækkeligt alvorligt.

- Jeg synes, at vi har været meget obs på de medicinske afdelinger de sidste fire år, og i det nye budget er der sat penge af til semi-intensive senge på sygehusene i Nykøbing og Holbæk og til fastholdelse af medarbejdere på de medicinske afdelinger.

- Men der er en meget presset situation på vores medicinske afdelinger, og jeg er meget enig i, at det også er noget, vi kommer til at handle på fremadrettet. Vi har en opgave i at gøre det mere attraktivt at arbejde indenfor det medicinske område, for det er et område, der er svært at rekruttere til, men samtidig er det et af de områder, hvor der er flest borgere, der har behov for hjælp, siger Heino Knudsen.