ELEVER EFTER RØDE KORS-FOREDRAG: VI HAR TIDEN TIL AT HJÆLPE

Anders Ladekarl har i løbet af tre uger planlagt besøg på 31 danske gymnasier for at få flere unge til at samle ind ved landsindsamlingen 2. oktober. Foto: Claus Hansen

Krig og ødelæggelse kan man have lyst til at lukke øjnene for. Men generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, vil fortælle gymnasieeleverne, hvor slemt det står til i verdens brændpunkter. Og det er informationer, som flere af dem straks reagerede på.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: I virkeligheden vidste de det nok godt. At der er tørke i det østlige Afrika, massive oversvømmelser i Pakistan, at der er udbrudt krig i Ukraine, at Taliban udfordrer det afghanske folk noget så eftertrykkeligt, og at den langstrakte krig i Syrien har ødelagt et meget stort antal byer fuldstændig.

Og alligevel vidste de færreste gymnasieelever på Nykøbing Katedralskole, at det stod så slemt til. At det i Etiopien ikke har regnet i fem år, og at det store håb for fremtiden for landets børn ikke inkluderer skolegang eller en cykel men blot at overleve. Eller at en tredjedel af Pakistan lige nu står under vand på grund af smelteis fra gletchere, der har skabt enorme flodbølger.

Jeg kendte ikke til det arbejde, som Røde Kors gør ude i verden. Jeg kender dem primært for genbrugsbutikkerne og for samaritterne ved festivaler. Men børn dør, og vi har overskuddet til at hjælpe.

Ronja Pilemand, gymnasieelev

At nybagte mødre i Afghanistan ikke danner mælk på grund af sult - og ikke har råd til medicin - og derfor må se deres små børn dø af sult. Og at den store udfordring i Danmark er ensomhed blandt især unge og ældre, og hvor 33.000 frivillige tager på besøg hos et ældre menneske, hjælper børn med lektier eller sidder som våger og holder en døende person i hånden, så vedkommende ikke skal dø alene.

Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors, havde derfor ikke været færdig med sit timelange oplæg i mange sekunder, førend flere af eleverne meldte sig som frivillige indsamlere søndag 2. oktober.

Flere af gymnasieeleverne kender til Røde Kors' genbrugsbutik på Slotsgade i Nykøbing. Men under mandagens oplæg kom der nye oplysninger om verdens tilstand - og organisationens nødhjælpsarbejde, som de ikke kendte til. Foto: Ingrid Riis

- Jeg kendte ikke til det arbejde, som Røde Kors gør ude i verden. Jeg kender dem primært for genbrugsbutikkerne og for samaritterne ved festivaler. Men børn dør, og vi har overskuddet til at hjælpe, forklarede Ronja Pilemand, imens hun skrev sine oplysninger ind på Røde Kors' hjemmeside.

Et barn blandt bomber

Freja Jensen har fået lyst til at rejse ud i verden som frivillig i sit sabbatår. Hun kendte ikke til muligheden, før Anders Ladekarl fortalte om de 13 millioner frivillige, der lige nu arbejder i 192 lande. Og som er til stede, hvor der er krig og katastrofer.

I løbet af de seneste tre uger har generalsekretæren besøgt 31 danske gymnasier i et håb om at vække elevernes udsyn og interesse for at gøre en frivillig indsats. Det har han gjort i tre år nu, og sidste år resulterede det i 5.000 indsamlende gymnasieelever landet over.

- Men jeg tør ikke sige, om det er min fortjeneste, lød det ydmygt fra ham inden oplægget.

I løbet af den næste time fortalte han om flere af de mennesker, han har mødt på sine rejser. Både ofre som den 14-årige afghanske dreng, der troede, at han samlede en bold op. Det viste sig at være en bombe, og nu har han ingen hænder. Hans land er det i verden, der har flest bevægelseshandicappede borgere som følge af helt utroligt mange miner og bomber på landjorden.

Eleverne er en stor ressource. Det er bare med at bruge os.

Samar El-Youssef, gymnasieelev

Og om den 27-årige syriske kvinde Samira, der engang demonstrerede mod Assad-regimet. Da oprørerne tog magten, opdagede hun, at deres værdier og ønsker for fremtidens Syrien ikke ligefrem matchede hendes, og derfor meldte hun sig som sygeplejerske. På den måde kunne hun hjælpe uden at skulle forholde sig til det politiske kaos, landet stod - og stadig står - i.

Elever er en stor ressource

Hun boede i en lille forstad til Damaskus, hvorfra en anden ung kvinde flygtede nogle år forinden. Hun kom siden til Irak og så til Danmark, hvor hun har gået på gymnasiet i Fredericia. Her henvendte hun sig til Anders Ladekarl under hans besøg for at fortælle sin historie.

- Så oplevelser som disse er tættere på, end man lige går og tror, forklarede han.

Røde Kors:

  • Inklusiv Danmark har 192 lande et nationalt Røde Kors- eller Røde Halvmåne-selskab. Alle landene har underskrevet Genéve-konventionerne. Selskaberne arbejder nationalt og så vidt muligt også internationalt.
  • Røde Kors og Røde Halvmåne er to betegnelser for den samme organisation.
  • 13 millioner frivillige arbejder under Røde Kors. I Danmark har 33.000 meldt sig til at arbejde frivilligt for organisationen. 
  • Den internationale Røde Kors Komité (ICRC) arbejder i krise-, konflikt- og krigssituationer. Genève-konventionerne giver ICRC mandat til på eget initiativ at arbejde i krigsførende lande. ICRC blev stiftet i 1863 og har hovedsæde i Genève.
  • Det internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber (IFRC) er paraplyorganisation for de 192 nationale selskaber. Forbundet samarbejder med ICRC og de nationale selskaber i forbindelse med katastrofer og udviklingshjælp. Forbundet blev stiftet i 1919.
Kilde: Røde Kors

Salam El-Youssef, der også er elev på katedralskolen, var efter oplægget klar til at melde sig som gymnasieambassadør. Noget, han mener, at der har eksisteret engang, og som med tiden er forsvundet. Men nu er det på tide at få sat gang i sådanne initiativer igen, mener han.

- Eleverne er en stor ressource. Det er bare med at bruge os, forklarer han og håber at kunne lave et Røde Kors-udvalg, der hjælper med at skaffe indsamlere og andre events til gavn for Røde Kors.

- Vi har ikke særlig mange udvalg her i forhold til et gymnasie som det på Christianshavn, der har 20. Eleverne vil rigtig gerne, og jeg vil gerne være med til at engagere andre.