Elever placerer lokal uddannelse over gennemsnittet: Men direktør undrer sig over noget

Sosu-skolen i Nykøbing klarer sig igen pænt i den årlige elevtrivselsundersøgelse for 2024. Arkivfoto: Anders Knudsen

Imens landsgennemsnittet ligger på 77 point for alle erhvervsskoler og på 81 for landets sosu-skoler, så har Sosu Nykøbing Falster opnået karakteren 82 ud af 100 i den seneste elevtrivselsundersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Resultaterne af sidste års elevtrivselsundersøgelse er rullet ind, og på Sosu Nykøbing Falster viser de et resultat over gennemsnittet.

Ud af 100 mulige ligger skolen på 82 point, hvilket er et enkelt point mere end forrige år. Landsgennemsnittet ligger på 77 for alle erhvervsskoler og 81 for SOSU-skolerne.

- Det bekræfter os i, at det nytter at lytte til eleverne og dykke ned i de resultater, som ETU’en giver, forklarer direktør Steen Frederiksen.

Noget af det, som ETU'en for 2024 viste var, at eleverne efterspurgte mere feedback på nogle af uddannelsesforløbene. Underviserne har lagt sig i selen for at give dem mere af det, de har efterspurgt, og eleverne har kvitteret med point. Oplevelsen af feedback fra underviserne er således i den seneste ETU steget med fem point fra 74 til 79.

Stort fokus på fysiske rammer

Et andet parameter, der er steget i forhold til forrige år, er elevernes oplevelse af skolens fysiske rammer. Her er scoren løftet fra 67 til 72 point. Det er dog stadig det parameter, der får færrest point af Sosu-skolens elever.

Vi har arbejdet med det længe, og der er reelt nogle ting, som driller, og som vi skal arbejde med.

Steen Frederiksen, direktør, Sosu Nykøbing F

Det er derfor et tema, man kommer til at arbejde videre med, tilføjer Steen Frederiksen.

- I de fysiske rammer har vi i de senere år blandt andet arbejdet for bedre internet, bedre stole og større borde i undervisningslokalerne og en opgradering af den udendørs hygge ved bord- bænkesæt, som vejret forhåbentlig snart indbyder til at bruge mere. Vi er ikke i mål, men vi er nået et positivt stykke, siger han.

Sådan ligger bedømmelserne

Den højest mulige score er 100. Her ses elevernes bedømmelse  af Sosu Nykøbing Falster i tilfredshedsundersøgelsen for 2024. Landsgennemsnittet er angivet i parantes: 

Læringsmiljø: 86 (79).

Velbefindende: 86 (82). 

Elevernes motivation og indsats: 84 (79).

Selvvurderet elevperformance: 82 (79).

Fysiske rammer: 72 (67).

Kilde: Sosu Nykøbing Falster

En del af det handler nemlig også om at kunne styre temperaturen i undervisningslokalerne bedre.

- Vi har arbejdet med det længe, og der er reelt nogle ting, som driller, og som vi skal arbejde med. For jeg kan da godt forstå, at det er træls, hvis det bliver for varmt eller for koldt.

Usikkerhed fylder

Tallene viser, at elevernes motivation og indsats er en af de lavest scorende kategorier – hvordan vil I adressere det problem?

- Det er noget, vi kommer til at være lidt nysgerrige på, for vi synes egentlig, at vi har mange dygtige elever. Men måske handler det om, at vi er i et hjørne af Danmark, hvor der er mange elever, som har været udfordret af forskellige ting i deres tidligere skolegang. Og det kan være noget af det, der trækkes med ind. En usikkerhed på, om man egentlig er god til at gå i skole, siger Steen Frederiksen.

Han tilføjer, at man ikke måler karaktergennemsnit på erhvervsuddannelser på samme måde, som man gør på gymnasiale uddannelser. Men fra censorerne hører han, at eleverne på Sosu-skolen i Nykøbing mindst er på niveau med andre skoler.

- Vi hører også fra vores arbejdsgivere, at de er rigtig tilfredse med eleverne, når de kommer ud. Så de kan det, de skal.