En badebro med cirkler

Borgmester John Brædder glæder sig over, at der snart kommer en badebro lige ud for dette sted. Foto: Claus Hansen

Der skal findes ny entreprenør til at bygge badebro. - Den bro skal være klar til foråret, lyder det fra borgmesteren.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING De fleste ser nok en lang, lige bro for sig, når ordet badebro dukker op. Den forestilling vil den ny badebro syd for Nordre Bådelaug i Nykøbing ændre ved.

Godt nok er der en 45 meter lige bro ud i vandet, men her slutter det lige også. Broen går over i en elipseformet bro med to vedhæng. En cirkelformet flydebro med badetrapper og en almindelig flydebro beregnet til kajak, kano og standup paddleboard. Der er indrettet soppeområde, og badebroen er meget velegnet til handicappede.

Borgmester i Guldborgsund Kommune John Brædder, Guldborgsundlisten, er meget glad for, at det endelig ser ud til at lykkes at give folk i Nykøbing en mulighed for at bade i nærområdet.

- Det er et ønske, jeg har haft i rigtig mange år. Det er da tåbeligt at skulle til Marielyst, når vi nu har så meget vand omkring os i Nykøbing, lyder det fra borgmesteren, der regner med, at rigtig mange vil tage imod tilbuddet og i det hele tage bruge den ny badebro og omgivelserne rekreativt.

I det kommunale budget er der samlet sat seks millioner kroner af til badebroen ved Strandboulevarden og en tilsvarende mod syd ved Prinsholmen. Sidstnævnte er dog ikke så langt på tegnebrættet som den nordlige badebro.

Tager man et kig på den skitse, som blev offentliggjort for nylig, spejder man forgæves efter faciliteter til vinterbadere.

- Det er ikke kommunen, som skal fortælle, hvordan faciliteterne skal være. Det er brugerne, forklarer John Brædder.

- Derfor er det ikke tegnet ind, og det er hensigten, at vi skal have en dialog med brugerne, blandt andet vinterbadernetværket, på samme måde, som vi har haft en dialog med naboerne til den kommende badebro. Vi ser gerne, at de badende bliver en del af driften, siger John Brædder.

- Så må vi efterfølgende se, hvordan vi kan skrue det sammen.

Vinterbaderne havde tidligere brugt broen ved Nordre Bådelaug, men efter hærværk på nogle både sagde lavet stop for aktiviteten.

- Det har været medvirkende til, at der kom ekstra skub på arbejdet med en ny badebro, siger John Brædder.

- Jeg ved ikke lige, hvordan vi skulle kunne undersøge det, svarer John Brædder på spørgsmålet, om kommunen har undersøgt, hvor stor en øget aktivitet badebroen vil give i området.

Han vil heller ikke se det som et problem, hvor de formentlig flere biler skal parkere.

- Det er en bynær badestrand, så de fleste vil komme gående eller på cykel. Det er lovligt at kantstensparkere på Strandboulevarden, og der vil være plads til 40 til 50 biler. Hvis vi skulle etablere 100 nye parkeringspladser, er det eneste sted på Pandebjergs marker, og det vil forsinke projektet. Nu skal vi have den badebro, og skulle parkeringen vise sig at blive et problem, må vi løse det. Lige nu vælger jeg at glæde mig over, at vi får en badebro, siger John Brædder.

Det har tidligere været fremme, at arbejdet med badebroen kunne gå i gang i efteråret. Men sådan har det ikke maget sig. Den entreprenør, som skulle stå for projektet, har meldt tilbage, at han ikke havde tid til arbejdet. Så nu skal der findes en ny.

- Den bro skal være klar til foråret, lyder det fra borgmesteren.

Borgmester John Brædder glæder sig over, at der snart kommer en badebro lige ud for dette sted. Foto: Claus Hansen

- Adgangsrampen, der er egnet til kørestole, er 45 meter.
- Den elipseformede faste bro er 230 meter lang.
- Flydebroen til at bade fra er 20 meter i diameter.
- Flydebro til kajak bliver 15 meter i diameter.