En hurtig turné for krigsofrene

Birthe Aela Faarvang fra Søllested og Frederik Schütt fra Nykøbing står her med sidstnævntes anden digtsamling kaldet Solstik. Og solsikken på forsiden er i øvrigt også Ukraines nationalblomst. Foto: Claus Hansen

Lokale billedkunstnere, forfattere med flere vil bruge deres kunstneriske virke og drage på turné for krigsofre

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Det udspringer lidt af festivalen Understrømmen Fortæller. Det er også gået stærkt. Rigtig stærkt. Men sådan er det, når man vil forsøge at få en turné på benene fuld af oplæsning og andre kulturelle sager til fordel for de mennesker, der nu lider under krigen i Ukraine.

- Vi er ikke nået så langt, som vi troede, vi ville være. Men jeg har det sådan, at nu gennemfører vi uanset hvad.

Sådan lød det torsdag eftermiddag fra forfatter Frederik Schütt på den anden side af spisebordet i privaten på Sverigesvej. Han er ikke mindst kendt for sine "Lystige lollandske løgnehistorier", men også fra flere andre bøger og mange højtlæsninger i landsdelen med mere. Og nu bliver han - og andre lokale kunstnere fra både Falster og Lolland - måske også kendt for at have startet en indsamling til fordel for de mennesker, som krigen i Ukraine sender på flugt.

Indsamlingen skal kort og godt tilvejebringes uden entré, men med foreløbig seks aftalte arrangementer rundt omkring i landsdelen, hvor de medvirkende kunstnere med deres kunst og værker vil forsøg at generere støttekroner til førnævnte formål på forskellig vis.

Det ligger ikke helt fast, om der kommer musikere med. Men det forventes. Det ligger heller ikke fast, præcis hvor mange kunstnere der er med til de enkelte arrangementer, som efter planen kommer til at udspille sig fra slutningen af marts og fremefter.

Hvad der ligger fast er, at udover Frederik Schütt deltager også forfatter og digter Karen Zubari samt billedkunstnerne Helena Celina Karrebaek, Suzann Friis Ratner og Birthe Aela Faarvang. Sidstnævnte har været med i en del antologier, men har ikke udgivet i eget navn endnu.

- Jeg finder på noget, og jeg kommer til at læse op og skabe noget unikt, lød det lovende fra Birthe Aela Faarvand, der også var med til gårsdagens planlægningsmøde på Sverigesvej.

Med over telefonen var også flere andre, og der skal nok blive meldt mere ud om turnéen, der samler ind til Røde Kors og Ukraine-krigsofre på forskellig vis gennem seks kommende arrangementer. Man kan følge med på facebooksiden hos Understrømmen Fortæller.

Sidste sommer var der forfatterfestival kaldet "Understrømmen fortæller" på Frilandsmuseet i Maribo. Det er nogle af de samme kunstnere og personligheder herfra, som nu går sammen om en turné til fordel for Røde Kors og her indsamling til ofre for krigen i Ukraine. Foto: Flemming Keith Karlsen
Forfatter Frederik Schütt havde sammen med Birthe Aela Faarvang i går møde på Sverigesvej i Nykøbing om en turné rundt til seks byer i landsdelen til fordel for Ukraine-krigsofre. Flere lokale kunstnere var med over telefonen til planlægningsmødet. Foto: Claus Hansen