En lille familie-sensation i Krokodille Zoo

Far, mor og to børn, der bor sammen. Det er en meget almindelig familieform hos mennesker, men uhyre sjældent hos krokodiller. Men nu kan en sådan familie ses i Krokodille Zoo ved Eskilstrup.

For tre uger siden fik en han og hun, begge 25 år gamle Siam-krokodiller, to unger. Alle fire befinder sig nu i et af bassinerne inde i den lille zoologiske have på Nordfalster.

René Hedegaard fra Krokodille Zoo kalder nærmest familien en sensation.
- Det er meget usædvanligt, at krodilleforældre kan være sammen med deres unger. Jeg har kun set det et enkelt sted før, og det er i en zoo i Schweiz, fortæller han.

Normalt tages ungerne fra, fordi forældrene godt kan finde på at æde ungerne. Men i Krokodille Zoo er det noget andet.
- Forældrene passer så godt på ungerne, der får lov til at sidde op på hovederne af dem, siger René Hedegaard.

Et problem er det dog, at forældrene tager ungernes mad. Ungerne bliver fodret med græshopper, og dem smupper forældrene også mange af. Men da René Hedegaard mandag middag smed cirka ti græshopper ind til krokodillerne, så var forældrene mætte af anden mad. Og så fik ungerne lov til at have deres græshopper i fred.

Planen er, at de fire Siam-krokodiller skal blive boende sammen i det næste par år.




Normalt kan krokodille-forældre ikke bo sammen med deres unger. Men i Eskilstrup kan de godt.

Offentliggjort Sidst opdateret