En lykkelig skilsmisse fremfor et ulykkeligt tvangsægteskab
De ti nybyggede sommerhuse afventer fortsat en lokalplan. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Drøftelserne af om større sommerhuse skal betale mere for at være medlem af grundejerforeningen i Marielyst Ferieby fortsætter.
MARIELYST FERIEBY: - Hvis ikke vi kan få et godt naboskab, vil vi hellere have en lykkelig skilsmisse end et ulykkeligt tvangsægteskab
Sådan falder ordene fra Torben Skab. Den vel nok mest snaksaglige af ejerne af ti omstridte sommerhuse på digegrunden ved feriebyen. I weekenden var også han på plads ved generalforsamlingen i Marielyst Feriebys Grundejerforening. Her gik debatten om en ændring i vedtægterne, så de ti nye medlemmer af foreningen kan se frem til at skulle betale 3,5 gange mere i kontingent end de øvrige medlemmer.
- De har jo et flertal, der kan trumfe alt igennem. Det gav de udtryk for på mødet. Jeg ved ikke, hvad det er for en mærkelig krigsstemning, der er opstået, siger han.
De har jo et flertal, der kan trumfe alt igennem. Det gav de udtryk for på mødet.
Torben Skab, sommerhusejer
Købere skulle informeres
Ifølge bestyrelsesformand i Marielyst Grundejerforening, Tina Koeffoed, er det blevet sagt adskillige gange på møder mellem foreningen, Guldborgsund Kommune og bygherren Skanlux, at der skulle informeres om den kommende vedtægtsændring, så købere af de nye huse på forhånd var klar over det.
Folketidende har derfor spurgt en af de navngivne personer, som repræsenterede kommunen på møderne, leder af myndighed Casper Henriksen, om han kan be- eller afkræfte, Tina Koeffoeds udlægning.
I en email svarer han, at Guldborgsund Kommune ikke har en holdning til grundejerforeningers fordelingsnøgle. Han skriver endvidere, at:
"Men ja, jeg har da på møder hørt nævnt, at fællesudgifter kunne fordeles ud fra størrelsen på sommerhusene"
Intet uoplyst
Direktør i Skanlux, Henrik Christensen understreger, at han ikke har siddet som repræsentant for Skanlux på alle møder.
- Men jeg kan med 100 procent sikkerhed sige, at vi har oplyst om alt, hvad der skal oplyses om. Intet er uoplyst.
Jeg kan med 100 procent sikkerhed sige, at vi har oplyst om alt, hvad der skal oplyses om.
Henrik Christensen, direktør i Skanlux
Henrik Christensen erindrer ikke tale om en vedtægtsændring.
- Der blev talt om at ændre prisen pr. hus, så der skulle betales mere for et større hus. Der blev ikke lagt noget fast. Det er den dialog, jeg har været med til, lyder det.
Uretfærdig fordeling
Torben Skab mener ikke, hans større hus automatisk skal medføre et kontingent, som er næsten 3,5 gange højere end de mindre huses.
- Det kan ikke være rigtigt, at vi skal betale 30 procent, når vi kun fylder 8-9 procent af området. Det er en uretfærdig fordeling. Det eneste, vi har til fælles, er en vej og en parkeringsplads. Pengene handler om et udendørs areal, men vi kommer aldrig til at gå rundt på de andres areal. Det er jo ikke en ferieby mere, men feriehuse og det er også problemet fra begyndelsen.
Torben Skab fortæller, at han ikke er blevet gjort bekendt med en mulig vedtægtsændring forud for købet af sommerhuset.
- Det er typisk, at to parter mødes og den tredje har skylden. Man siger, at det er aftalt med Skanlux. Det er nemt for grundejerforeningen at sige, at det skulle vi vide. Hvis det er aftalt, må de kunne vise et stykke papir, hvor det står, mener Torben Skab.
Hvis det er aftalt, må de kunne vise et stykke papir, hvor det står.
Torben Skab, sommerhusejer
Hvad tror du, der skal til, for at der kommer ro i Feriebyen?
- Jeg tror, det bliver en betingelse, at vi får vores egen grundejerforening.
Sagen kort
I januar 2021 afgjorde Planklagenævnet, at 10 sommerhuse ved Marielyst Ferieby ikke kunne rummes af lokalplanen. En ny måtte udarbejdes, eller husene skulle rives ned. I april 2021 stemte Venstre og Guldborgsundlisten for igangsættelsen af en ny lokalplan, hvor fysiske tilpasninger på udearealerne også indgår.
Under kommunalvalgkampen i november var sagen flere gange til debat, hvor blandt andre Simon Hansen (S), der endte med borgmesterkæden om halsen, mente at sommerhusene skulle rives ned.
Siden fulgte en byretsdom, der afviste, at husene alene kunne lovliggøres ved nedrivning. Dommen og Guldborgsund Kommunes handlemuligheder, fik det nyvalgte flertal en ny juridisk vurdering af i begyndelsen af det nye år.
Lige før påske kom udmeldingen, at husene alligevel ikke kunne rives ned og på byrådsmøde samme måned blev det besluttet, at arbejde videre med en ny lokalplan for området.
Lørdag var der generalforsamling i Marielyst Feriebys Grundejerforening, hvor et flertal stemte for en vedtægtsændring, så man fremover betaler kontingent baseret på husenes størrelse. Det skal dog på en ekstraordinær generalforsamling, før det endeligt er vedtaget.
Seneste artikler
Over en million pendlere kan få større fradrag fra juli
Tagarbejde endte i store skader på hus og nabohus
Tidligere byggematador Axel Juhl-Jørgensen er død - 94 år
Søger langs kysten efter 28-årig lollik: - Jeg oplever en stor tilslutning
Annonce: Lokale mænd i nye rutiner inden arbejdsdagen
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster