En mærkelig og uholdbar situation

Byggeriet af sommerhusene gik i stå efter Planklagenævnets afgørelse. Afhængig af dagens valgresultat kan husene blive revet ned. Foto: Ingrid Riis

En politisk proces efterfulgt af et retsligt efterspil vil afgøre, hvornår og hvordan store sommerhuse eventuelt skal rives ned.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST FERIEBY Undervejs i valgkampen har borgmesterkandidater fra DF og Socialdemokratiet i Guldborgsund Kommune meldt klart ud, at de store sommerhuse, også kaldet poolhuse, ved Marielyst Ferieby står til en nedrivning, hvis de vinder valget.

Det har chokeret ejerne af de 10 store huse, heriblandt Torben Skab.

- Hvad har de egentlig tænkt sig? Vil de købe husene? Vil de ekspropriere dem? Jeg mener bare, kan jeg risikere, de pludselig kommer kørende med bulldozere, når jeg har gæster til kaffe? spørger han.

Hvad er planen egentlig?

Det spørger Folketidende de to borgmesterkandidater, Simon Hansen (S) og René Christensen (DF), om. Først Simon Hansen.

- Processen vil jo være den, at der kommer et forslag til en ny lokalplan, som bebudet ved byrådsmødet i april. Den skal vi stemme om i det nye byråd, og hvis der ikke er flertal for den, vil der blive udstedt et påbud om nedrivning, fordi husene ikke er lovlig opført, siger han.

Både Simon Hansen og René Christensen forventer, at det vil lede til et retsligt efterspil.

- Det bliver en lang proces med et retsligt opgør, hvor det også skal afgøres, hvilket ansvar Skanlux sidder med. Har de påtaget sig en risiko ved at fortsætte byggeriet af de sidste otte huse, efter de var blevet advaret? Jeg tror ikke, Guldborgsund Kommune kan holdes ansvarlig for dem, siger han.

De to politikere er begge forundrede over beløbene, som florerer i debatten. Et sted mellem 70 og 80 millioner kroner.

- Jeg tror ikke, de millioner, der nævnes, er rigtige. Men det vil retten også skulle tage stilling til, siger Simon Hansen.

Folketidende har tidligere været i kontakt med en ekspert på området, forhenværende formand for Planklagenævnet og professor ved Aalborg Universitet, Carsten Munk-Hansen, der har erfaring med at behandle retsforhold vedrørende fast ejendom. Dengang sagde han:

- I anden sammenhæng vil man kunne få dækket fortjenesten, men det vurderer jeg ikke umiddelbart er muligt her, fordi der foreligger ugyldighed. Det kaldes negativ kontraktinteresse og betyder, at man ikke kan få dækket ens tab af fortjeneste. Tabet vil i udgangspunktet være ens udgifter i forbindelse med opførelse og nedrivning, sagde Carsten Munk-Hansen.

Fremtiden er med andre ord usikker, særligt for ejerne af de omdiskuterede huse, fortæller Torben Skab.

- Det er en dybt frustrerende situation. Jeg har købt et hus, fordi jeg troede, at alt var i orden. Nu er det første, alle spørger om, når jeg møder folk i byen, om jeg har fået revet mit hus ned? Forleden havde vi et møde blandt os nye ejere, og nogle er kede af det, imens andre fortryder, de har købt deres sommerhus. Jeg tager det meget roligt, men det er slidsomt, siger han.

Det forstår man godt fra politisk side:

- De er gidsler i en uheldig sag, som er politisk dårligt håndteret. På et menneskeligt plan har jeg ondt af dem, men der er gidsler på begge sider af bordet. Vi kommer dog ikke til at foretage os noget over natten. Det vil foregå i dialog med de berørte ejere, forsikrer Simon Hansen.

Sagen kort
I januar afgjorde Planklagenævnet, at 10 sommerhuse ved Marielyst Ferieby ikke kunne rummes af lokalplanen. En ny skulle udarbejdes, eller husene skulle rives ned. Efterfølgende har Venstre og Guldborgsundlisten stemt for igangsættelsen af en ny lokalplan, hvor fysiske tilpasninger på udearealerne også indgår.