En ny tradition er født

Mange til Skt. Hans på Slotsbryggen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er ingen tvivl om, at Slotsbryggen i fremtiden vil danne rammen om mange festlige Skt. Hans-arrangementer. Sidste uges forsøg på at skabe en hyggelig aften på Slotsbryggen lykkedes nemlig i stor stil. Lige fra arrangementets start først på aftenen var der stuvende fyldt i området omkring Slotsbryggen og midsommer-stemningen var i top. Det obligatoriske bål med en heks på toppen var arrangeret på en pram i vandet. Et smukt syn var det da også, da bålet blev tændt. Så smukt, at flere lystsejlere havde valgt at nyde det fra søsiden. Alt i alt en fantastisk aften for både arrangørerne og de mange fremmødte. Nu kan Nykøbing F. Turistforening glæde sig over aftenens store succes og se fremad mod næste års Skt. Hans på Slotsbryggen. Flere billeder fra den smukke aften kan ses på ugeavisen-guld.dk.