En rød Puch Monza Juvel på Sydfalster

Peter og Peter, henholdsvis Ingemann og Askholm, har været gode venner gennem mange år. Foto: Heartland/TV 2

Peter Ingemann lagde vejen forbi Falster i sommeren 2020. Tirsdag blev programmet sendt på TV 2. Folketidende tog en snak med nogle af deltagerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDFALSTER Det har været Peter Ingemanns drøm at køre landet rundt på knallert, siden han fyldte 15 år. Og selv om han ikke længere er nogen teenager, og den røde Puch Monza Juvel, han kører riget rundt på ryggen af, vist efterhånden har veteranstatus, så fejler entusiasmen bestemt ingenting, da Folketidende fanger ham tirsdag eftermiddag, få timer før ugens afsnit af "Ingemann Fyn & Lolland-Falster" sendes ud til hundredtusindvis af danskere, der følger med i hans eventyr.

Tirsdag 9. marts handler afsnittet primært om Falster, og det bliver til besøg mange steder - Peter Ingemann får smagt på det hvide guld, der vokser på vores marker, mødt sin gamle ejendomsmæglerven, han kender helt tilbage fra tiden, hvor Ingemann fik sit folkelige gennembrud som vært på "Hammerslag", og meget mere.

Lad os begynde hos Gedser Remise, hvor knallerten kom forbi, da programmet blev optaget i løbet af sommeren 2020.

- En af de ting, jeg husker tydeligt, var mit besøg ved remisen - det er sådan et godt eksempel på, hvor langt man kan komme med at stå sammen om noget og arbejde på at gøre det til virkelighed. Før var der ingenting, men bang, så er der pludselig en turistattraktion, som tiltrækker danskere og især tyskere, der jo elsker alt ved Olsen-banden og Det Gule Palæ, fortæller Peter Ingemann.

På den anden side af samme situation stod Rune Holm Clausen, formand for Olsen-banden fanklub Danmark. Han har selv fulgt med i programmerne med Ingemann og knallert som stjerner gennem de andre sæsoner, så han var spændt på at opleve, hvordan det var at møde landets mest berømte knallertkører.

- Det hele starter med, at en producer ringer nogle uger før, vi ender med at skulle optage programmet, og spørger, om ikke Peter må kigge forbi. Det er vi selvfølgelig begejstrede for, så det sagde vi hurtigt ja til, siger Rune Holm Clausen.

Begejstringen stoppede heldigvis ikke ved tanken. Det var lige så sjovt at være med, som Rune havde håbet på. Og resultatet blev endnu bedre end forventet.

- Peter Ingemann var fuldstændig den samme, om kameraet var tændt eller slukket. Og der, hvor vi møder hinanden i programmet, er også første gang, vi møder hinanden i virkeligheden. Der er ikke noget med at stille det hele alt for meget op, det hele er en ægte samtale, vi har, og jeg tror, vi snakkede sammen i to timer. Det blev så klippet ned til seks minutters tv, men det var faktisk mere, end vi oprindeligt blev lovet, så det er da herligt, forklarer Rune Holm Clausen.

Knallerten kørte mange kilometer på de lokale veje. Vejen blev også lagt forbi hans gamle ven, ejendomsmægler Peter Askholm, som Peter Ingemann har brugt mange timer med i årenes løb. De lærte hinanden at kende under optagelserne til programmet "Hammerslag", og sidenhen er de gået hen og blevet venner, forklarer Peter Askholm, da Folketidende fanger ham for en kommentar.

- Jeg har været med i "Hammerslag" siden 1996 og var en af de første, der var med, da Peter overtog efter Frode Munksgaard. Vi har haft et godt venskab, jeg har rejst med ham på hans researchture til alt fra Thailand til New York, så vi har brugt en del tid sammen, forklarer Peter Askholm.

- Det var som altid dejligt at møde Peter. Det var jo, som om vi havde skiltes dagen før. Jeg holder meget af Peter og hans familie, de er lige så gode og rare, som de ser ud på tv, fortæller Peter Ingemann om sin mangeårige ven.

Finn Rasmussen, Peter Ingemann og Rune Holm Clausen fik en god snak om Det Gule Palæ. Foto: Privatfoto