En stemning så varm som solstråler

guldborgsund Rækken af sultne går i en slange ned langs den ene væg i lokalet. Menuen står på kalkungryde med pasta og salat. Onsdag er der slankemad i Klub Solstrålen. Måske er det derfor, at der er tæt på 70, der spiser med om tirsdagen, mens kun omkring 30 står klar i køen denne onsdag?

For Iris Ida Carlsen er det ligemeget, om det er slankemad.

Hun smiler over hele hovedet, mens hun fører gaflen op til munden.

- På fredag har jeg fødselsdag. Jeg fylder 73 år, og jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad jeg får i gave, fortæller hun de andre spisende ved bordet.

Gang i diskoteket

Iris er mødt op i Klub Solstrålen for at deltage i samværet med andre udviklingshæmmede.

I 15 år har Klub Solstrålen været til glæde og gavn for udviklingshæmmede.

- Vi er en stor blanding af handicappede mennesker, nogle er meget dårlige og skal have hjælpere med herud, mens andre ikke er så dårlige, fortæller Michaëla Baark, der er medlem af stedets brugergruppe.

Sammen med tre andre medlemmer af brugergruppen, Birthe Nielsen, Ulla Pedersen og Torben Jacobsen, viser hun rundt i Klub Solstrålen og fortæller gladeligt om de forskellige aktiviteter, der foregår i klubben.

Brugergruppen er specielt stolte af det, der kaldes Poppen, hvor der er sat et stort musikanlæg op, så der kan laves diskotek.

- Vi har fået nogle penge af Fonden 69 til ombygning af diskoteket, og vi har så været med til at vælge gardiner og et gulvtæppe derned til. fortæller Torben.

Det er rigtig ?dunke-dunke?-musik, der bliver spillet, når der er fest i diskoteket.

- Ovenpå hører vi mest Dansk Top-musik, men hernede er det rigtig diskoteksmusik, fortæller Torben og Michaëla i munden på hinanden.

Vi hjælper hinanden

Klub Solstrålen handler om socialt samvær.

Og snakken går lystigt hen over bordene, mens kalkun-gryden forsvinder fra tallerknerne og ned i maverne.

Efter maden er der aktiviteter.

Nogle spiller ludo eller billard, mens andre igen bare snakker sammen over en kop kaffe. En gruppe har sat sig sammen med nogle pædagoger for at lave madplanen for oktober.

- Det er rart at komme her. Så har man nogen at snakke med, og vi hjælper hinanden, hvis der er nogen, der har problemer, beretter Michaëla.

Birthe fortæller, at der findes tre kasser.

- En til forslag, en til brok og en til de konkurrencer, som der er i vores medlemsblad.

Præmien til vinderen af konkurrencen er et gratis måltid mad eller en kasket med klubbens navn på.

Flertallet bestemmer

Klub Solstrålen arrangerer også aktiviteter ud af huset.

Hvert år er der tur til Grøn Koncert i Næstved, og i sommer har der været ture til Holmegaard Glasværk, Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk, Operaen i København, Grøn Verden i Købelev samt Gisselfeld.

Derudover kommer ture til stranden eller mad i det grønne, sejltur med færgen Ida og aftentur til Fuglsang.

- Vi har også en årlig idrætsdag, hvor der er cykling, svømning fem kilometers gang og stavgang på programmet. Og så er der fest om aftenen, for at det ikke skal være løgn, fortæller Ulla Pedersen med et grin.

De andre aktiviteter i Klub Solstrålen er eksempelvis krocket, fodboldspil eller rundbold. Eller bankospil, quiz- og videoaftener.

- Til videoaftenerne stemmer vi om, hvilken film, vi skal se. Og det er så flertallet, der bestemmer, siger Ulla.

Brugerne bestemmer også

I Klub Solstrålen er brugerne i høj grad med til at bestemme, hvilke aktiviteter og tilbud, der skal være for medlemmerne.

Brugergruppen er med til at planlægge blandt andet turene ud af huset og reglerne for medlemmernes færden i klubben:

- Vi har for eksempel besluttet, at der ikke må ryges indenfor, men kun udenfor, fortæller Michaëla.

Brugergruppen har også taget initiativ til en foredragsaften med formanden for Udviklingshæmmedes Landsforbund vedrørende samspillet mellem brugere og pædagoger.

- Det var efter sagen fra Strandvænget på Fyn, hvor vi ikke syntes, at det var så godt at høre, siger Ulla Pedersen, der er formand for brugergruppen.

Brugergruppen syntes, det var vigtigt at få talt om samspillet - ikke fordi der har været problemer på Solstrålen, men fordi de synes, at Klub Solstrålen er en solstråle-historie.



Iris Ida Carlsen er en smilende bruger af Klub Solstrålen. Foto: Claus Hansen




Klub Solstrålen har også en lille have, som en af de ansatte har lavet sammen med medlemmerne. - Vi har været med ud at købe tingene ind til haven, fortæller Birthe Nielsen, der her ses yderst til højre. De andre på billedet er fra venstre Torben Jacobsen, Michaëla Baark og Ulla Pedersen. Alle er de medlemmer af brugergruppen. Foto: Claus Hansen





Klub Solstrålen er for udviklingshæmmede i hele kommunen. Her er kammeratskab og hyggesnak. Og en dejlig hyggelig stemning.

Offentliggjort Sidst opdateret