En stille dag på kontoret

Når det blæser, hvivler sandet rundt. Så er det rarest at stå trygt og godt inde i livreddertårnet. Foto: Andreas Johansen

Livredderne på Marielyst havde en rolig tirsdag i blæsevejret.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Det blæser noget nær en stiv kuling. Flaget på livreddernes tårn er i den anledning gult - det betyder, at det kan være farligt at svømme på grund af omstændighederne. Det betyder nu ikke så meget, for tirsdag formiddag er der ingen, der har lyst til en dukkert i det 18 grader varme vand. Temperaturen i luften er cirka den samme, men blæsten og skyerne, der hænger tungt over stranden, giver ikke ligefrem lyst til en svalende dukkert.

Turisterne har taget en dag med brætspil og varm kakao i sommerhusområderne. Forståeligt nok. Men livredderne er på vagt alligevel. Tirsdag tilfalder tjansen Julia Lisakowski og Tad McCardell. Julia er lokal. Det er hendes anden sæson som livredder på Marielyst. Tad er, som navnet måske afslører, langt fra fast gæst på de danske strande. Han er fra Californien i USA, men han har valgt at bruge en måneds tid ved de danske strande, hvor bølgerne ikke går helt så højt, som de gør på den amerikanske vestkyst.

- Nu har jeg været her i to uger, og jeg er vild med det. Det er noget anderledes, end når jeg er livredder derhjemme. Indtil videre har det vildeste været, at nogle badedyr er drevet væk, men så må vi jo ud og hente dem igen, siger Tad McCardell og griner.

Den store, gule firhjulstrækker står i regnen, mens Tad har søgt læ indenfor i tårnet. Foto: Andreas Johansen

Giver grå hår

Den hårde blæst, der insisterer på at blæse i den diametralt modsatte retning af kysten, giver Julia Lisakowski grå hår.

- Hvis folk bare lod de badedyr ligge, så var det meget nemmere. Når jeg ser nogen, der har en stor, oppustelig flamingo med, så går jeg simpelthen hen og beder dem om at holde den på stranden. Blæser de væk, så skal vi ud og hente dem - ellers sætte vi det helt store alarmberedskab med helikoptere og dykkere i gang, og det er dyrt, fortæller Julia Lisakowski.

Der spottes ikke mere end en håndfuld turister på stranden tirsdag formiddag, og ingen af dem føler behov for at mærke på det flade, grålige vand. Livredderne sidder derfor mest af alt bare og holder øje med, om nogen alligevel skulle få forvildet sig ud i vandkanten. Indtil videre har ingen af badegæsterne modet. Men de to livreddere holder alligevel et vågent øje med situationen.

Fra toppen af tårnet kan livredderne dække et større areal - det bliver ikke nødvendigt tirsdag. Foto: Andreas Johansen
Hvis du bader mellem de to flag, der står foran livreddernes hus, så lover de at holde øje med dig. Foto: Andreas Johansen
Julia Lisakowski og Tad McCardell har en rolig dag på kontoret. Foto: Andreas Johansen
Går det helt galt, starter livredderne motorbåden. Oftest bruges den dog til bortblæste badedyr. Foto: Andreas Johansen
Det var faktisk varmere i vandet, end det var på land. Det fristede dog ikke strandens gæster. Foto: Andreas Johansen